Hønge: SF er i dyb krise

SF blev valgets helt store taber ikke bare på Fyn, men også på landsplan. Og det fik torsdag SFs nyvalgte regionsrådsmedlem Karsten Hønge til at kalde nedgangen for en dyb krise.

Partiet mistede 25 byrådspladser ved det fynske kommunalvalg og er nu alle steder mindre end Enhedslisten. Tendensen er den samme over hele landet, og det er ikke bare et tilfældigt udsving, mener SFs nyvalgte regionsrådsmedlem og tidligere folketingsmedlem Karsten Hønge (SF).

- Det vi er ude i fra SF, det vil jeg godt sige, at det er en meget dyb krise, fordi vi for første gang i vores nu halvtredsårige historie faktisk ikke er det parti, der definerer venstrefløjen mere, sagde Hønge torsdag aften i TV 2/FYNs Debat med Buch.

Hvor kommunalvalget gav SF en ordentlig lussing, kunne Enhedslisten derimod se tilbage på et kanonvalg.

- Og jeg vil gerne sige tillykke til Enhedslisten. Jeg synes, det er meget, meget flot af Enhedslisten, at de har kunnet se deres chance, men de er også nærmest blevet SF-agtige, sagde Karsten Hønge.

Vært Jesper Buch ville gerne have Hønges bud på, hvorfor det er gået så galt for partier.

- Vi har ikke formået at leve op til de løfter og forventninger, vi gav folk. Vi har været presset af nogle økonomiske omstændigheder og politiske realiteter. Vi har ikke kunnet forklare godt nok, hvad det egentlig er, vi står for, og hvad vi er blevet tvunget til gennem kompromiser, sagde det nyvalgte regionsrådsmedlem.

Han mener, det er helt indlysende, at der er nogen ting på landsplan, der er gået helt skævt for SF, men vil ikke give formanden skylden.

- Hvis det bare var det, kunne vi jo lettere komme af med problemet. Men det er det ikke. Faktisk vil jeg sige desværre, så er problemet meget mere alvorligt.

Se hele programmet - Debat med Buch - her

Oversigt

    Oversigt