I det fynske folks tjeneste

Hørlykke i forsigtig genoptræning

Tre uger skal håndboldlandsholdsprofilen Rikke Hørlykke endnu have venstre arm i slynge, men den stærke playmakers genoptræning foreløber indtil videre planmæssigt.

-

Tre uger skal håndboldlandsholdsprofilen Rikke Hørlykke endnu have venstre arm i slynge, men den stærke playmakers genoptræning forløber indtil videre planmæssigt.

Hørlykke brækkede kravebenet og rev skulderen af led, da GOG tabte en ualmindelig voldsomt spillet kvartfinale i EHF Cuppen mod ungarske Gÿor i marts.

- Jeg må have respekt for, at bruddet tager seks uger om at hele. Jeg har armen ude af slyngen et par timer om dagen, hvor jeg laver forsigtige øvelser og små sving med armen. Derudover konditionstræner jeg på cykel og styrketræner resten af kroppen, siger Rikke Hørlykke.

Hun håber, at skaden ikke forhindrer hende i at deltage i sommerens OL i Athen, men lægerne kan ikke sige, hvornår hun kan spille håndbold igen.

- Det er forskelligt, hvor hurtigt man får bevægeligheden og styrken tilbage efter et brud, så ingen kan rigtig sige noget om, hvor lang tid det tager. Jeg må bare vente og krydse fingre for, at alt går som det skal, siger Rikke Hørlykke, der i næste sæson skifter fra GOG til Slagelse.

/ritzau/

Ved du noget? Så send os et tip