Hospitalerne skal fremover tage imod 150 psykisk syge

Fordelingen af 150 nye sengepladser på de psykiatriske afdelinger på landets hospitaler er faldet på plads.

Det er blevet fastlagt, hvordan nye hospitalspladser til 150 psykisk syge med svære lidelser skal fordeles på de forskellige regioner. Det skriver netmediet avisen.dk. 

Det er især patienter med udadreagerende adfærd, et misbrug eller en dom til behandling, der vil blive visiteret til de nye afdelinger. Det er dog op til patienterne selv at takke ja.

Region Hovedstaden skal etablere 47 pladser, mens Region Syddanmark og Region Midtjylland kommer til at tage imod 32 på deres psykiatriske afdelinger.

Der vil blive gjort plads til 23 psykisk syge på hospitalerne i Region Sjælland og 16 i Nordjylland. Det har Danske Regioner ifølge avisen.dk lørdag meddelt sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

De nye sengepladser på landets hospitaler skal aflaste de kommunale bosteder, lød forklaringen bag en aftale, der i april blev bakket op af alle Folketingets partier bortset fra Enhedslisten.

Forventningen er, at det vil øge sikkerheden. Det var et drab i marts sidste år på bostedet Lindegården i Roskilde, der for alvor satte gang i den politiske debat om mere sikre forhold for ansatte og beboere i psykiatrien.

Her blev en 57-årig kvindelig ansat knivdræbt af en beboer. Drabet var det femte på den type bosteder på fire år. I Region Syddanmark er psykiatridirektør Charlotte Josefsen allerede i gang med at etablere 15 ud af de 32 sengepladser i Vejle.

- Vi skal skabe nye, sammenhængende forløb for borgeren, hvor planen er synkroniseret mellem alle parter allerede ved indskrivelsen. Vi gør det i erkendelse af, at hidtidige indsatser er slået fejl, siger Charlotte Josefsen til avisen.dk.

Psykiatridirektøren lægger ifølge avisen.dk vægt på "en høj sikkerhedskultur", hvor medarbejderne ikke er i tvivl om deres rolle under en krisesituation.

- Vi har gode, gedigne alarmsystemer og retningslinjer for, hvordan man løber til en alarm. Vi bruger hele februar på at arbejde med sikkerhed, konflikthåndtering og med risikovurderinger af borgere, siger Charlotte Josefsen til avisen.dk.

Oversigt

    Oversigt