Hotel Bogense Kyst bevares som feriecenter

Bogense Kommune er nu villig til at acceptere, at Hotel Bogense Kyst bliver udstykket og solgt som  ferielejligheder. Dermed er fremtiden sikret for hotellet, der længe har været i udlændingestyrelsens søgelys som asylcenter.

-

Bogense Kommune er nu villig til at acceptere at Hotel Bogense Kyst bliver udstykket og solgt som  ferielejligheder. Dermed er fremtiden sikret for hotellet, der længe har været i udlændingestyrelsens søgelys som asylcenter.


I mere end et halvt år har udlændingestyrelsen presset Bogense Kommune for at få lov at indrette asylcenter i det tomme Hotel Bogense Kyst. Men kommunen har gentagne gange afvist at lave lokalplanen om, da hotellet indgår i kommuens strategi for udviklingen af turismen i området.


En glædelig beslutning
Og nu ser det ud til, at hotellet kan fortsætte som feriecenter. Torsdag aften besluttede politikerne på det sidste byrådsmøde før sommerferien, at lokalplanen for området kan ændres, så det bliver muligt at udstykke hotellet til ferielejligheder.


\"Det er en meget glædelig beslutning. For alle må det betragtes som en julegave uden ffor sæsonen. Nu vil det dejlige center endelig kunne indrettes så det kan fungere som ferie- og fritidsted, \" siger Torben Dhalvad, der repræsenterer ejerne bag hotellet.


Hvis kommunen vedtager den nye lokalplan for området, kan hotellet sælges i 45 to-værelseslejligheder til efteråret eller næste forår. Der skal dog fortsat drives hotel på stedet. Restaurationen, selskabslokalerne, receptionen og 18 værelser vil fremover fungere som hotel.


Kun få ændringer
\"Jeg er overbevist om, at vi med den nye lokalplan vil kunne skabe et funktionsdygtigt feriecenter, der lever helt op til dagens standard. De nye ejere vil kunne benytte de 45 to-værelses lejligheder som de vil, men de fleste vil sikkert stille dem til rådighed for udlejning, når de ikke selv er der, \"oplyser Torben Dhalvad.


Indenrigsministeren og Miljøministeren har tidligere truet med at anvende et landsplandirektiv for at tvinge blandt andet Bogense Kommune til at indrette asylcenter på det tomme Hotel. Men denne trussel ser nu ud til at være afværet i Bogense.


 

Oversigt

    Oversigt