Hotel i Odense giver sine senge væk

For at være miljøvenlig har Hotel Radisson Blu givet sine gamle senge væk i stedet for at smide dem ud. Det gik amok, lyder det fra hotellet.

Hotel Radisson Blu i Odense er i gang med en større renovering. I stedet for at smide de gamle senge ud bliver de foræret væk.

- Vi synes, det er en rigtig god idé at gå ud og spørge, om der er nogen, der har interesse i sengene, i stedet for de bare bliver smidt ud, siger salgsdirektør Thomas Danielsen til TV 2/Fyn. 

Interessen har været så stor for de gratis senge, at de alle har fundet ny ejer. Hotellet lagde et opslag ud på Facebook, og så væltede det ind med henvendelser. 

- Det har vist sig, at der er rigtig mange, som har stor interesse i at få sengene - om det er til et gæsteværelse eller sommerhus, siger Thomas Danielsen. 

- Vi kommer af med alle 40 senge. På facebookopslaget er der 340, der har skrevet en kommentar om, at de er interesserede. Vi var slet ikke klar over, at det ville gå så meget amok, fortæller salgsdirektøren. 

Maibritt Herlev: Min søn får min gamle seng

En af dem, der var heldig at få en ny, gammel seng, er Maibritt Herlev fra Svendborg. Hun havde længe gået med planer om, at hendes søn skulle have noget andet at sove på.

- Sengen er til mig selv. Jeg har kun en trekvartseng, og min søn skal have en ny madras, så det er lidt win-win for os begge. Sengen bliver til mig, og så får han min den aflagte, siger Maibritt Herlev.

Hvis du ikke har været blandt de heldige, der har fået en gratis seng, giver Hotel Radisson Blu igen gratis senge væk i august.

Se tv-indslaget om de gratis hotelsenge. 
Fotograf: Malte Jørstad

Oversigt

    Oversigt