Hotelgigant modtaget med åbne arme

Socialdemokratiet åbner for at forny en hel række ejendomme i centrum af Odense. Det sker efter fransk hotelkæde har ønsket at bygge hotel i økonomiklassen.

Odense skal op på niveau med Aalborg, siger socialdemokraten Anders W. Berthelsen i forbindelse med, at byrådet skal tage stilling til en hotelkædes ønske om at etablere sig i centrum af byen.

Det er den franskejede hotelgigant B & B Hotels, som har fået et godt øje til en placering i Vindegade overfor Odense Teater og indkørslen til Odense Slot.

Her ønsker kæden at bygge helt nyt og rejse et hotel med 154 værelser.

- Nu har vi fået Odeon, men vi har ikke helt hotelkapaciteten endnu. Det får vi med et ekstra hotel - forhåbentlig - i Vindegade, siger Anders W. Berthelsen til TV 2/Fyn.

Projektet strækker sig over tre ejendomme. De eksisterende bygninger skal rives ned for at give plads til hotellet, som har prædikatet "økonomiklasse med en god standard".

Placering med muligheder

Anders W. Berthelsen ser beliggenheden for et nyt hotel som god:

- Vi ser meget positivt på det. Det er en fin beliggenhed. Hotelgæsterne vil have meget kort vej hen til Odeon, hvor der er konferencemuligheder. Og så lige midt i byen, hvor kulturmulighederne er teater og caféer og så videre.

- Jeg tror sagtens, vi kan rumme endnu flere hoteller, end dem der kommer her. Odense skal op på samme niveau som Aalborg - og helst endnu bedre, siger Anders W. Berthelsen

Kig på karréen

Faktisk åbner det franske hotel-ønske for tanker om at forny hele karréen.

- Vi har sagt, at vi skal kigge hele karréen rundt - de fire gader - og se, om vi kan få lavet en ensartethed og en plan for, hvad der skal bevares, og hvad man eventuelt kan ændre på.

- Det er ikke lige godt det hele. Der er nogle meget flotte bygninger, men der er også noget, som måske godt kan udskiftes, siger Anders W. Berthelsen.
 

Oversigt

    Oversigt