Hovedstadens kræftpatienter venter længere på behandling

Lunge- og brystkræftpatienter venter længere på behandling i Region Hovedstaden, viser Serum Instituttets tal.

Kræftpatienter i Region Hovedstaden venter ofte længere på behandling end i resten af landet. Selvom Sundhedsstyrelsen har sat krav om behandling inden 14 dage, så er det langt fra en realitet for alle patienter.

I Region Hovedstaden er det kun godt halvdelen af lungekræftpatienterne, der påbegynder behandling inden for to uger. På landsplan er det næsten tre fjerdedele, der får behandling til tiden. Det er et problem, mener Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

- Vi kan se, at jo længere tid der går, før patienterne får behandling, jo større er risikoen for, at man ikke kommer godt ud af sin kræftsygdom, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Det er ikke kun lungekræftpatienter, der må væbne sig med tålmodighed. Kun 68 procent af brystkræftpatienterne fra Region Hovedstaden får den hurtige behandling, de har krav på. Det er i modsætning til 84 procent på landsplan, der behandles til tiden.

Ifølge Kræftens Bekæmpelses direktør er den længere ventetid et problem i alle landsdelene, selvom tallene er særligt problematiske i Region Hovedstaden.

Målet i alle regioner er, at 90 procent skal i behandling inden for 14 dage. I andet kvartal af 2015, var der dog kun 83 procent af alle kræftpatienter, der nåede i behandling på den tid.

Der er dog variationer fra region til region. Særligt Region Syddanmark har haft en stor succesrate, siden 14-dages-kravet blev indført. I regionen er der en samlet målopfyldelse på 88 procent.

Leif Vestergaard Pedersen mener, at det er muligt for Region Hovedstaden at følge i Syddanmarks fodspor.

- Min opfattelse er, at problemet ligger i arbejdsgangene. Vi ved, at kompetencerne er der, men jeg tror, det handler om, at man i de forskellige regioner organiserer sig forskelligt, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Oversigt

    Oversigt