Huggers mareridt blev virkeligt

Dansk amatørboksnings ubetinget største OL-håb, odenseaneren Anders Hugger Nielsen, røg torsdag ud af EM efter blot en enkelt kamp i turneringen og skal nu nå finalen i en af de kommende OL-kvalifikationsturneringer for at komme med til Athen.

-

Pula, torsdag /ritzau/

Letsværvægterens russiske modstander, den regerende europa- og verdensmester Evgenij Makarenko, viste sig lige så skræmmende stærk som frygtet og stoppede danskeren kort inde i tredje omgang. På det tidspunkt havde dommerne russeren til at føre med mere end 20 point, hvorfor kampen blev afbrudt.

Anders Hugger Nielsen fra Olympia i Odense var dog hverken skuffet eller bitter efter sin korte og lidt for forsigtige optræden ved EM-turneringen i Pula, Kroatien. - Det var fedt at møde Makarenko. Nu har jeg prøvet det og fundet ud af, at man godt kan ramme ham, men næste gang skal der mere kul på. At tabe til en dobbelt verdensmester kan ingen klandre mig, og mange af dem, som jeg har slået, er kommet videre i turneringen i dag, sagde Team Danmark-støttede Anders Hugger Nielsen kort efter kampen.

Den europæiske amatørbokseunion EABA har ratet Makarenko som en af turneringens helt store favoritter, og russerens seneste nederlag i en boksering daterer sig da også helt tilbage til VM i irske Belfast i 2001.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt