I det fynske folks tjeneste

Razi har succes som sjov skuespiller: Humor hjælper ham med at glemme fortiden

Razi Irawani er aktuel i gyserkomedien "Lad De Døde Hvile". Men livet har ikke altid været til at grine af for 21-årige Razi Irawani.

00:10

Video: Morten Grundholm

To udlændinge snakker hårdt til hinanden på dansk med en anden accent. De bruger store armbevægelser og taler i et bestemt toneleje. Pludselig kommer en ung fyr hen og spørger om vej, og med et er de to udlændinge-drenge vendt på en tallerken og taler pære dansk - den ene nærmere sønderjysk. 

Sådan ser dagens sjove video fra Razi Irawani ud.

Den skal både lægges op på Instagram og Facebook. Her har 90.000 følgere på Instagram og over 250.000 følgere på Facebook muligheden for at se videoen. 

Læs også Vinterrevy i Odense: Klimakrise med kig til bare ben og barm

Razi Irawani har succes på de sociale medier. Det er svært for ham ikke at være glad, og han er vild med at få andre til at grine. 

- Det gør mig rigtig glad at gøre andre mennesker glade. Man plejer at sige smil til verden, og verden smiler til dig, siger Razi Irawani. 

Men der er en større mening bag alle de sjove videoer. For livet har ikke altid været til at grine af for Razi Irawani.

Flygtede fra Irak 

Humor hjælper Razi Irawani med at glemme flere ubehagelige oplevelser, som har sat sig på nethinden, da han seks år gammel sammen med sin mor flygtede fra Irak til Danmark under Iran-Irak-krigen. 

- Jeg kan godt huske, at der var nogle, der fik slag og nogle blev banket, og der var blod på gulvet og min mor sad og græd, og mine søskende græd allesammen, og jeg var selv en af dem, der græd, forklarer Razi Irawani og fortsætter:  

- Jeg var meget ked af det, og så var jeg knust over det, fordi jeg tænkte, hvorfor skal alt det her ske?, siger han. 

Da han kom til Danmark og startede i skole, blev han kendt som klassens klovn, og under skoletiden gik det op for ham, at han kunne lave sjove videoer.

Læs også Kortfilmsvinder fra Odense nærmer sig Oscar

- Og så kan jeg huske, de sagde til mig (klassekammeraterne, red.): "Razi, bare læg videoer ud på facebook, og du skal bare være dig selv", fortæller Razi Irawani. 

De mange videoer, han har delt gennem tiden på Facebook og Instragram, har ikke bare givet ham succes på de sociale medier. De har også hjulpet ham med at komme videre fra en traumatisk fortid. 

- Det gjorde faktisk, at jeg grinte rigtig meget selvfølgelig, og så kunne jeg mærke, at det hjalp mig med at dække alle de ting, der var dengang (da han flygtede, red.), siger Razi Irawani. 

Selvom det var hårdt at flygte fra Irak til Danmark, så har oplevelserne i Irak og flugten også været med til at gøre Razi irawani til den, han er i dag. 

- Hvis ikke det havde været for alt det, der skete i Irak, så tror jeg ikke, jeg nogensinde havde været her i dag. Så havde der måske slet ikke været den her person. Måske var jeg blevet doktor. Jeg ved ikke, om det er bedre. Ej, jeg tror ikke, det er bedre, siger Razi Irawani. 

00:25

Video: Morten Grundholm

Luk video

Rød, grød med fløde

Det er især Razi Irawanis far, der har været en inspiration for ham.

-  Min far har altid været en sjov person, siger Razi Irawani.  

Han husker især en sjov episode, hvor faren lærte, hvordan familien skulle blive en del af det danske samfund. 

- Min far sagde, at danskerne går rundt og siger rød, grød med fløde, og hvis du kan sige det, så bliver du rigtig dansker. Så vi sad alle i familien og prøvede at sige rød, grød med fløde, fortæller han. 

00:18

Video: Morten Grundholm

Luk video

Skuespiller i en gyserkomedie

Razi Irawani læser til daglig på VUC i Odense, men den store drøm er at blive skuespiller og leve af det.

Hans humor har allerede hjulpet ham godt på vej. Lige nu er han aktuel i gyserkomedien "Lad De Døde Hvile," hvor han spiller Amir. 

- Jeg kunne relatere til den her rolle, fordi den er meget sjov, og det er meget nemmere for mig at spille, siger Razi Irawani. 

Han er blevet nomineret til Robert Prisen for bedste mandlige birolle i filmen, og det er der ifølge instruktøren en god grund til. 

- Jeg synes, at Razi er nutidens Charlie Chaplin. Han har en utrolig komisk timing både i sin fysik og også i det, der kommer ud af munden på ham. Det er bare konstant sjovt. Da vi havde pause imellem optagelserne, var vi allesammen ved at dø af grin, fordi Razi er på hele tiden, siger Sohail A. Hassan, instruktør på "Lad De Døde Hvile". 

00:17

Video: Morten Grundholm

Luk video

Den store drøm for Razi Irawani er nu, at kunne fortsætte med skuespiller og få de store roller. 

- Jeg drømmer om at være skuespiller og komme med i de store film og have en god, stor hovedrolle, siger Razi Irawani. 

Se indslaget om Razi her:

03:27 Luk video