Humpede til båren med brækket ryg

En 43-årig familiefar havde nær mistet førligheden efter et cykelstyrt i skoven i Svendborg, fordi Falck ikke havde nøgle til bommene i skoven og derfor bad manden om selv at humpe hen til båren. Det skriver Fyns Amts Avis.

Vi skal tilbage til 4. oktober, hvor Morten Cramer Buch var på mountainbiketur i Hallingskoven ved Svendborg med sin 14-årige søn.

På et tidspunkt kørte de væk fra stien, men Morten Cramer ramte et bump, fløj ud over styret og landede uheldigt. Men da Falck-redderne ville køre ind i skoven kunne de ikke åbne bommene, fordi kommunen havde sat nye låse på, uden at give Falck besked.

Derfor måtte redderne løbe 400 meter bogstavelig talt over stok og sten, og sætte båren på stien 40 meter fra Morten Cramer.

Da de kommer hen til den forulykkede, bad de ham - på trods af heftige rygsmerter - om selv at gå hen til båren. Det gjorde han så med støtte under begge skuldre.

På skadestuen viste det sig, at både den ene kraveben og en ryghvirvel var brækket. Noget der i værste fald kunne have gjort Morten Cramer lam.

Falck vil ikke forklare overfor avisen, hvorfor de ikke passede bedre på Morten Cramers ryg, men kommunens beredskabschef Knud-Otto Westergaard har nu bedt om en redegørelse om de nye låse, siger han til Fyns Amts Avis.

Oversigt

    Oversigt