Hun overvandt kræften: Nu cykler hun til Paris for kræftramte børn

TV 2/FYNs nyhedsredaktør Emma Louise Laycock bruger sin ferie på at cykle penge ind til kræftramte børn.

Sammen med 1.700 danskere iklæder Emma Louise Laycock sig lørdag den gule Team Rynkeby-uniform og fræser til Paris.

På den 1.264 kilometer lange rute fra Torvet i Ringe til Prairie du Cercle Sud i Paris samler den 46-årige nyhedsredaktør med resten af cykelholdet penge ind til Børnecancerfonden. 

- Jeg har selv haft kræft, og min familie har været hårdt ramt, så jeg ved, hvad det betyder, når man får ekstra støtte i sådan en ekstra hårdt presset situation. Jeg kan kun forestille mig, hvis man har børn med kræft, at det må være dobbelt op på udfordringer, fortæller Emma Louise Laycock.

Ondt i numsen for et godt formål

Emma Louise Laycock har syv dage til at nå de mere end tusind kilometer ned gennem Europa. Hun er erfaren triatlet og maratonløber, og hun både svømmer, løber og cykler distancer, der vil vælte de fleste omkuld. Det er første gang, hun cykler med Team Rynkeby.

I hjemmet står den gule cykel klar, og efter flere træninger føler rytteren sig også klar til at sætte sig i sadlen og træde hele vejen til Paris. 

"Nå, men så cykler jeg lige et smut til Paris", skriver Emma Louise Laycock på sin Facebookprofil. Du kan følge hendes tur til den franske hovedstad her på tv2fyn.dk.
"Nå, men så cykler jeg lige et smut til Paris", skriver Emma Louise Laycock på sin Facebookprofil. Du kan følge hendes tur til den franske hovedstad her på tv2fyn.dk.
Foto: Emma Louise Laycock

- Jeg forventer, at det bliver en udfordrende tur. Jeg dyrker en hel del i sport i forvejen, så fysisk tænker jeg ikke, at det bliver så udfordrende, men det er klart, at det er mange timer, man skal sidde på en cykel. Jeg forventer nok også at kunne mærke det i benene og bagi, siger Emma Louise Laycock.

Sidste år cyklede det danske Team Rynkeby-hold 42.838.524 kroner ind til kræftramte børn.

Du kan følge Team Rynkeby Ringe og Emma Louise Laycocks tur til den franske hovedstad her på tv2fyn.dk.

Team Rynkeby Ringe

Oversigt

    Oversigt