I det fynske folks tjeneste

Indbrud udviklede sig: Hund angrebet med vase

Fire indbrud i Odense ser ud til, at de samme gerningsmænd har været på spil. Et sted var beboerne hjemme, da tyve på fem minutter stak af med blandt andet smykker og pc.

Hunden på billedet har intet med indbruddet at gøre. Foto: Kristian Brasen/Ritzau Scanpix/arkiv

En eller flere indbrudstyve måtte barrikadere sig, da de på et tidspunkt lørdag aften blev overrasket af en hund, der var alene hjemme.

Gerningsmændene brød ind gennem et vindue i en villa på Hesteskoen i Sanderum, og havde tilsyneladende ikke kalkuleret med hunden, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen, til TV 2/Fyn:

- De kastede en vase efter hunden og barrikaderede sig bag en dør, hvor de skubbede en skænk hen foran døren.

Indbruddet blev begået mellem klokken 18.00 og 23.30. Det lykkedes tyven/tyvene at undgå den ophidsede hund og slippe væk med et smykkeskrin med blandt andet et led-sølvarmbånd og nogle guldringe.

Læs også Vidner efterlyses: Dør i etageejendom stukket i brand

Lynvisit i Odense SV

Det er muligvis den eller de samme gerningsmænd, som lørdag slog til tre andre steder i både Odense SV og NV.

På Dyrupgårdvænget i Odense SV var der også en hund hjemme, da tyven/tyvene var på lynvisit mellem klokken 22.05 og 22.10.

Her var beboerne hjemme og registrerede at hunden blev urolig. Indbruddet skete gennem et værelsesvindue, og på de fem minutter forsvandt der en pc, indholdet i en tegnebog og nogle smykker.

Lidt efter klokken 22.00 blev et vindue på Paarupvej i Odense NV brudt op, og på Grevlingløkken, ligeledes i Odense NV, kom en eller flere indbrudstyve ind gennem et vindue på et tidspunkt mellem klokken 13.30 og klokken 22.10.

Fra de de to indbrud i Odense NV er rovet endnu ikke opgjort.

- Det kunne godt være de samme gerningsmænd. Især i Odense NV, hvor opbrudsmærker og fremgangsmåde peger på, at det kan være de samme, siger Thomas Bentsen.

Læs også Mens der blev arbejdet: Gnister antændte værksted