Hund opsnuser hestetyve: Føl forsøgt læsset ind i lastbil

Torsdag eftermiddag forsøgte udenlandske gerningsmænd at stjæle det to måneder gamle føl Elektra.

I indhegningen i Hundstrup på Sydfyn går Maria Petersens heste og græsser torsdag eftermiddag. Det tror hun i hvert fald.

Indtil de store hopper begynder at rumstere og larme ude fra marken, aner hesteejeren intet om, at det lille føl Elektra er ved at blive læsset ind i en grå lastbil med udenlandske nummerplader. 

- Jeg kan ikke se mit føl ude på marken, men min labrador løber op ad grusvejen. Da kan jeg så se, at der holder en stor lastbil, hvor de er ved at klappe rampen ned og læsse mit føl. De slipper mit føl i det, de ser mig og skynder sig væk, siger Maria Petersen. 

Havde hopperne og hunden ikke fanget Maria Petersens opmærksomhed tidsnok, er hun sikker på, at Elektra ville være på ved ud af landet nu. 

- Hvis jeg var kommet bare fem-ti minutter senere, havde jeg ikke haft mit føl. Det ryster mig allermest, at det sker ved højlys dag. Det kan jeg ikke forstå. Føllene er ikke chippet, før de har været til kåring, så derfor kan de (tyvene, red.) nemt få dem ud af landet, uden de (følene, red.) eksisterer nogle steder. Det er bekymrende, mener Maria Petersen. 

 

Blev advaret på dyrskue

I forrige weekend deltog Maria Petersen, Elektra og hopperne på Det Fynske Dyrskue i Odense.

Her blev udstillerne advaret om, at nogle personer viste særlig stor interesse for hestene og udstillernes adresser og tog ualmindeligt mange billederne af føllene, og nu frygter flere hesteavlere, at der er organiserede udenlandske hestetyve på spil.

- Jeg tænker, at det kun kan have relation dertil. Ellers ville man ikke ane, at jeg har heste helt herude, fortæller Maria Petersen.

På Facebook skriver Charlotte Kaae Mathiesen fra Rynkeby, at hun også har været udsat for forsøg på føltyveri. Hun opfordrer hesteejere til at dele hendes opslag.

"Vær venlige at ringe eller skrive med det samme hvis i ser en usædvanlig, grå lastbil til heste i området, men også i den øvrige del af Fyn. Efter Dyrskuet har 4-5 udstillere med føl haft besøg af en udenlandsk vogn (polsk--belgisk) med 2-3 personer. De har forsøgt at stjæle føl på Fyn men det er endnu ikke lykkes. De tager kun føllene. På Dyrskuet var der nogen som tog billeder af den information der stod på dørene til boksen. Her var vores adresser desværre nævnt. Swaantje og Darla er nu flyttet til anden adresse".

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Maria Petersen har meldt tyveriforsøget til politiet. Hun opfordrer desuden til, at udstillernes adresse ikke er synlige fremover på dyrskuet.

- Jeg er stadig meget rystet og tør ikke køre hjemmefra. Slet ikke, når mine heste er ude. Jeg kan bare ikke glemme hændelsen. At man kan være så fræk at gå ind på andres ejendomme og tag deres dyr, siger Maria Petersen. 

Det Fynske Dyrskue siger til TV2/FYN, at de nu overvejer at ændre opslagene på næste års dyrskue, så udstillernes adresser ikke længere er offentligt tilgængelige.

 

Oversigt

    Oversigt