Hundekold morgen på Fyn

Fynboerne vågner fredag til en frysende kold morgen. Lokalt helt ned til minus syv graders frost.

Klokken seks fredag morgen lå temperaturen på Fyn mellem minus to og fire graders frost. Lokalt er der målt temperaturer helt ned til syv grader frost.

Og det er bare begyndelsen på nogle meget kolde dage. TV 2 Vejret bebuder nattefrost helt ned til ni minusgrader i løbet af den kommede uge. Se vejrudsigten her:

 

Pæn fredag med lidt sol

Her er hele det næste døgns vejrudsigt for det det fynske område fra DMI:

Tørt med nogen eller en del sol, men på Sydfyn og ved Østersøen måske flere skyer. Efter en kold morgen når temperaturerne op på eller lidt over frysepunktet og ret svag vind mest omkring øst.

Fredag aften klart vejr, men ud på natten mere skyet. Temperaturer mellem 1 og 3 graders frost. Vinden tiltager efterhånden til let til jævn vind fra øst, ved Storebælt og Østersøen op til frisk.

Bidende kulde sniger sig mod Danmark

Et usædvanligt omfattende højtryk kommer i slutningen af weekenden til at sende bidende kulde mod Danmark og store dele af resten af Europa.

Langsomt men sikkert bliver vejret dog koldere og koldere. Især tiltagende blæst betyder, at lørdag føles kold. Også søndag bliver rigtig kold.

- Søndag bliver det tørt de fleste steder, og temperaturen om dagen kommer ned på mellem nul grader og fire graders frost, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen til Ritzau.

Det er en usædvanlig vejrsituation, der kommer til at sende kolde luft mod Danmark og resten af Europa i slutningen af weekenden og starten af næste uge. Det forklarer Frank Nielsen.

- Det er noget arktisk luft, som har sat sig i bevægelse oppe fra dele af Nordpolen og det nordlige Sibirien.

- Der er blevet opbygget et stort højtryk, som dækker hele vejen fra Island til Rusland og ned i Centraleuropa. Det er meget usædvanligt. Jeg kan ikke huske at have set sådan en vejrsituation i de seneste 20 år, siger han.

Han vurderer, at det kan få konsekvenser i eksempelvis Tyskland og Polen.

- Det ender med at kunne blive rigtig slemt i Centraleuropa. I næste uge kan vi komme til at høre om folk, der dør af kulde, siger Frank Nielsen.

I Danmark slipper man formentlig for de allerlaveste temperaturer på grund af havene omkring landet, forklarer Frank Nielsen.

Oversigt

    Oversigt