I det fynske folks tjeneste

Hundstrup: 100 flygtningebørn flytter ind i bofællesskab

100 uledsagede flygtningebørn er på vej til landsbyen Hundstrup, hvor et nedlagt bofællesskab skal fungere som asylcenter. Nu inviterer Svendborg Kommune til borgermøde.

Det er Udlændingestyrelsen, der har besluttet, at et tidligere bofællesskab i Hundstrup skal huse op mod 100 uledsagede flygtningebørn.

- Hoveddelen bliver unge mellem 14 og 17 år, fortæller Børn- og Ungedirektør i Svendborg, Jan Præstholm til TV 2 /Fyn. 

I den forbindelse inviterer Svendborg Kommune til borgermøde torsdag den 10. december i Filippahuset i Hundstrup. 

- Det vigtigste for os er, at folk får svar på alle de spørgsmål, de har, siger Jan Præstholm. 

Læs mere her om borgermødet.

Det bliver Langeland Kommune, der bliver operatør for asylcentret, der er et tidligere bofællesskab for handicappede unge. Langeland har erfaring med asylcentre for uledsagede flygtningebørn - og derfor vil repræsentanter også være med til borgermødet for at fortælle om, hvilke erfaringer de har med at inddrage borgerne i lokalsamfundet.

Har I fået nogle reaktioner indtil videre?

- Nej, det hele er jo gået så stærkt. Og det hele er så nyt. Derfor er det også vigtigt for os at holde borgermøde, så folk kan stille alle de spørgsmål, de har.