I det fynske folks tjeneste

Hurtige tog kræver bedre busser

Når der bliver timedrift mellem Odense og landets to største byer, vil det kræve bedre busdrift. Det mener Region Syddanmark.

Togfondens store investeringer i jernbanen med timedrift mellem de største byer kræver bedre busforbindelser, hvis hele Danmark skal have glæde af investeringen på cirka 28 milliarder kroner.

Danske Regioner fremlægger tirsdag en analyse, der viser, at uden bedre og hurtigere busser, vil de rejsende ikke køre mere i tog. Det skriver Jyllands-Posten.

I følge analysen er der i seks af syv tilfælde involveret et andet transportmiddel, når en passager skal med tog. En tredjedel af alle rejsende kommer til toget med bussen, og derfor skal busserne have et løft, hvis flere skal bruge de hurtigere tog.

Cykel og bil er ligeledes blandt de transportmidler, der oftest bruges sammen med tog.

Næstformanden for Danske Regioner og formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V) håber, at landspolitikerne også finder flere penge til busserne for at skabe både hyppigere og bedre forbindelser til de store byers banegårde.

Ved du noget? Så send os et tip