Hurtigere bredbånd til 688 fynske husstande: - Vi er megalykkelige

Regeringen uddeler nu 100 millioner kroner til hurtigt bredbånd i de områder af landet, hvor det halter med internetforbindelsen. På Fyn bliver bredbånd styrket for 10 millioner kroner.

På Fyn er der penge til at styrke den digitale udvikling i Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Svendborg. Største tilskud går til området mellem Korinth og Hundstrup, hvor 105 husstande bliver opgraderet og får et statsligt tilskud på 4.140.000 kroner. 

Blandt andet får 92 husstande ved Render og omegn 684.000 kroner i tilskud til bredbånd.

- Det er fantastisk, at det er lykkedes, siger Flemming Knudsen, der har stået i spidsen for projektet ved Render og omegn. 

Han fortæller, at netforbindelsen i deres område nogle steder er utrolig dårlig. Aftalen, der er lavet med Energi Fyn, kommer til at komme de fynboer til gode, der udover at bo på landet også bor langt ude af en markvej, til gode. De kan se frem til hurtigere bredbånd i 2018.

Vester Skerninge: Nu kan vi logge på e-Boks

 

I alt går 80 procent af de 100 millioner kroner til adresser i landzonerne.

- Med godt 100 millioner kroner i bredbåndspuljen i 2017 får omkring 4.000 adresser rundt om i landet nu bedre bredbåndsdækning – og dermed bedre mulighed for at deltage i den digitale udvikling. Det er rigtig positivt og understreger regeringens bestræbelser på at få hurtigt internet til alle danskere, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

quote Det er vi megalykkelige over. Vi kan slet ikke få armene ned

Jan Clausen

De 688 adresser på Fyn får mellem 2.430 og 39.436 kroner per adresse i tilskud til etablering af bredbånd. Blandt andet får 18 husstande i Vester Skerninge 30.535 kroner i tilskud hver til opgradering til bredbånd.

Jan Clausen fra foreningen Fiber ved Vester Skerninge glæder sig over, at 18 husstande i hans område kan se frem til hurtigere bredbånd.

- Det er vi megalykkelige over. Vi kan slet ikke få armene ned. Vi har kæmpet for det her i to år, siger Jan Clausen.

De bor så langt ude på landet, at det ikke er muligt at streame film eller logge på sin e-Boks, uden forbindelsen kikser.  

- Rigtig mange ting er umuligt. Man bliver smidt af hele tiden, siger Jan Clausen, der forventer, at midlerne fra bredbåndspuljen vil revolutionere internettet i området.  

- Det vil give mange mulighed for at arbejde hjemmefra og gøre det lettere at sælge huse herude, forklarer Jan Clausen.

 

 
 

 

 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt