Husker du: Rygeloven fejrer 10-års fødselsdag

Tirsdag er det 10 år siden, at rygeloven trådte i kraft. Ikke alle var tilfredse med den.

Kritikerne kaldte det hysterisk, de protestede og indsamlede underskrifter. Men lige meget hjalp det. Den 15. august 2007 trådte rygeloven i kraft.

En lov der skulle skåne ikke-rygere fra passiv rygning. Og en lov der forbyder rygning indendørs på arbejdspladser, på uddannelsesinstitutioner, i offentlige bygninger og i den kollektive trafik.

Rygeloven blev oprindeligt opkaldt ’Lov om røgfrie miljøer’. Det var daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) der stod i spidsen for den, og den var ikke lige populær alle steder.

TV2/FYN mødte i 2007 daværende restauratør Elis Lorentz fra Becks Vinstue. Hun var en af de værtshusejere, der var med til at lave en underskiftsindsamling imod rygeloven, der forbød rygning på værtshuse over 40 kvadratmeter.

- Mange værtshusejere, selv fra 'djævleøen', som de kalder sig, har ringet mig op i dag. De synes, det er så positivt, at vi er i gang med underskriftsindsamlingen. De vil meget gerne være med, sagde Elis Lorentz i 2007.

Og hendes kunder stod i kø for at få lov til at skrive under på indsamlingssedlen. En af dem var Bertil Gøsta Andersen:

- Jeg synes, det er et indgreb i menneskers personlige interesser, sagde han dengang.

En anden var Ingelise Kuehn:

- De folkevalgte er sat til at administrere forretningen Danmark. Ikke til at administrere de enkeltes liv eller valg af nydelsesmidler.

I dag støtter tre ud af fire loven. Det viser en måling fra Mandag Morgen.

Becks Vinstue har siden fået nye ejere.

Oversigt

    Oversigt