Huspriser falder, sommerhuse stiger

Mens priserne på parcel- og rækkehuse oplever det største fald i to år med et fald på 6,6 procent stiger priserne på de fynske sommerhuse.

Der er stadig færre købere til de mange huse, der er sat til salg. Og når en bolig endelig bliver solgt, er priserne lavere end længe. Boligmarkedsstatistikken for 3. kvartal 2011 viser, at priserne falder voldsomt, og at der er meget få handler.

- Den aktuelle situation på boligmarkedet er den værste i to år. Og hvis man ser bort fra de ekstraordinært store prisfald i 2008 og 2009, skal vi tilbage til krisen i starten af 1990'erne for at finde lignende prisfald, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

- Ligesom dengang er det økonomisk usikkerhed, der holder køberne tilbage. Det resulterer i få handler og faldende priser, siger hun.

Priserne på parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse er det seneste år faldet med henholdsvis 6,6 procent, 5,0 procent og 6,1 procent.

Den kedelige situation for sælgerne betyder, at der i gennemsnit bliver skåret 200.000 kroner af handelsprisen i forhold til den første udbudspris på et typisk parcel- og rækkehus til 1,6 millioner kroner.

Det svarer til et nedslag på 12,3 procent og er 30.000 kroner end sidste år.

Tallene dækker dog over store regionale forskelle.

- Det er især i Vest- og Sydsjælland, at priserne falder mest, hvor de ligger 30 procent lavere end da pristoppen var der i 2007. I Vestjylland er de faldet mindst, her er de kun 11 procent lavere end toppen, siger Ane Arnth Jensen.

For fritidshuse bliver der skåret 180.000 kroner, hvilket svarer til 15 procent, og det er også et større nedslag end for et år siden.

Der er dog grund til begrænset glæde for dem, der sælger fritidshuse i Region Syddanmark og Vestjylland. Her er salgspriserne nemlig steget med fire procent på Fyn, 0,5 procent i Sydjylland og 9,9 procent i Vestjylland over det seneste år.

Oversigt

    Oversigt