Hver anden ansat i ældreplejen vil væk

Mere end hver anden ansat i ældreplejen overvejer nyt job, og kun mere i løn kan få dem til at blive. Ældre Sagen og Odense-rådmand bakker op om kravet om højere løn.

Der skal mere i lønningsposen, hvis kommunerne vil holde på deres ansatte i ældreplejen. Det viser en ny undersøgelse fra fagforbundet for offentligt ansatte FOA.

51 procent af de ansatte i hjemmeplejen og på plejehjemmene overvejer at finde et nyt job, og 83 procent af dem siger, at lønnen er den overvejende årsag.

Forståelse i Ældre Sagen

Og kravet om mere i løn møder stor forståelse i Ældre Sagen.
 
- Det er helt rimeligt at man hæver dem lønmæssigt. Når vi stiller så mange krav til omsorgsarbejde, så må det også vise sig i lønnen. Det kan ikke være rigtigt, at der er eksempler på, at de får mere i løn på en fabrik, siger Marie Lilja Jensen, ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen, til Ritzau.

Hun mener samtidig, at det er vigtigt at fremhæve de positive sider ved jobbet.
 - Langt de fleste kan godt lide at arbejde med de gamle, og de har valgt jobbet, fordi de gerne vil have med mennesker at gøre. Det må være kernen, som man skal bygge videre på, siger Marie Lilja Jensen.

Ældrerådmand i Odense støtter lønkrav

Søren Thorsager (S), ældrerådmand i Odense er enig og han fremhæver også medarbejdernes glæde ved arbejdet, men mener samtidig, at kravet om mere i løn skal tages alvorligt ved forårets overenskomstforhandlinger.

- Hvis ikke der bliver gjort noget ved lønnen, så bliver problemet helt uoverskueligt om tre-fire år. Og så er det pludselig ikke længere et spørgsmål, om vi har råd, så handler det om, vi overhovedet kan skaffe folk til den mest basale ældrepleje, siger Søren Thorsager til Ritzau.

- Derfor har jeg mindst ligeså store forventninger til overenskomst-forhandlingerne som medarbejderne. Hvis ikke forhandlerne sørger for, at alle bliver tilfredse, så får vi store problemer, siger Søren Thorsager. 
 

Oversigt

    Oversigt