I det fynske folks tjeneste

Hver anden ung dropper motion

Kun halvdelen af danske elever fra 7. til 9. klasse dyrker motion i fritiden, og det er et stort problem for sundheden. På Fyn er flere initiativer nu igang til at få motiveret de unge ud i sportsaktiviteter.

Det statslige videnscenter for kost, motion og sundhed har netop udarbejdet en rapport, der viser at flere og flere elever kun dyrker idræt i de to timer om ugen på skolen.

- Polariseringen blandt de bedste og dårligste er blevet større, og vi ser i både skoler og i foreninger, at flere og flere ikke dyrker idræt, siger Børge Kock, der er leder af Videnscenter Kosmos.

For 20 procent af eleverne er motionvanerne så bekymrende, at det kan blive et samfundsproblem, hvis ikke de unge får gang i en sundere livsstil.

- Børn og unge dropper ud i teenageårene. Det rimer ikke altid sammen med foreningsliv og teenagekultur, siger Hans R. Sørensen, der er direktør for DGI Fyn.

For at vende udviklingen startede Dansk Gymnastik og Idrætsforening for et år siden et stort projekt på tværs af alle idrætsformer.

Projektet "Sport2go" henvender sig til alle mellem 12 og 25 år. For 300 kroner om måneden kan de unge få et idrætspas og zappe rundt i sportsslaraffenland.

I Aalborg er en fjeredel af elverne blevet aktiveret med et idrætspas, og nu har Faaborg-Midtfyn Kommune sagt ja til Sport2go projektet, mens Odense Kommune overvejer.

- Det er vision at Danmark kommer i verdensklasse med sport, sundhed og motion, siger Hans R. Sørensen.

I Odense forsøger kommunen samtidig at få de unge ind i foreningstilbudene via fritidsklubberne.

Ved du noget? Så send os et tip