I det fynske folks tjeneste

Hver femte kandidat vil lukke skoler

Politikerne vil helst ikke snakke om skolelukninger. Men TV 2/FYNs rundspørge viser, at hver femte fynske kandidat faktisk mener, det bliver nødvendigt at lukke folkeskoler i de nye storkommuner.

Flere små skoler føler, at politikernes valgplakater hænger truende uden for deres grund.

Kommunalforsker Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet forudser, at der på landsplan vil blive lukket mellem 200 og 400 folkeskoler de kommende to valgperioder.

En del af de fynske kandidater til kommunalvalget er enige.

TV 2/FYN har stillet samtlige kandidater i de kommende ni fynske storkommuner (minus Odense) en række spørgsmål. Halvdelen dvs. 456 har svaret tilbage.

Af dem svarer 22% ja på spørgsmålet om, hvorvidt de ser det som nødvendigt at lukke folkeskoler i deres kommende storkommune. 68% svarer nej, mens 11% ikke har svaret på netop dette spørgsmål.

Usikker fremtid for små skoler i Assens

Syv ud af 15 skoler i Ny Assens Kommune har 200 eller færre elever.

- Det er meget vigtigt for et lokalsamfund at bevare deres skole. Men det er også vigtigt at bevare en købmand, men hvis kunderne ikke er der lukker købmanden. Det samme vil ske med skolerne, siger Ole Møller (K), der er borgmester i Haarby og som har svaret ja til TV 2/FYNs spørgsmål.

Der er dog ingen af den kommende Assens Kommunes 15 eksisterende folkeskoler, der umiddelbart er i farezonen for at lukke. Men syv af dem har 200 eller færre elever, og de vil uværgeligt blive inddraget i debatten, når skolelukninger kommer på tale.

- Så længe, der er mindst ti elever i hver klasse, lukker vi dem ikke. Men hvis ret mange forældre fjerner deres elever fra de små skoler, kan vi ikke bevare dem, siger Ankjær Stenskrog (V), der er borgmester i Glamsbjerg - og ikke kunne svare entydigt ja eller nej til TV 2/FYNs skolelukningsspørgsmål.

Af de kandidater fra Ny Assens Kommune, der har svaret på vores spørgsmål, siger 17% ja til skolelukninger, mens hele 20% ikke har kunnet eller villet svare hverken ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt det bliver nødvendigt at lukke skoler i kommunen.

Vælgerne kan så selv gætte på om, grunden er, at de er indstillede på at lukke skoler, men ikke tør melde det ud på forhånd.

Øerne lukker skoler

Det ser umiddelbart ud til, at det er skolerne på Ærø og Langeland, der er mest i farezonen for at blive lukket.

I hvert fald er 21 ud af 23 besvarelser fra Ærø-kandidater et ja til skolelukning, mens det på Langeland er 34% af kandidaterne, der tror, at der skal lukkes skoler. 

Se indslag TV 2/FYN tirsdag 1. november kl. 19.30.