I det fynske folks tjeneste

Hver fjerde bilist kørte for stærkt ved vejarbejde

På bare tre kvarter blev 88 bilister noteret for at køre for stærkt, da politiet tirsdag aften lavede hastighedskontrol ved  vejarbejde på motorvejen. Det svarer til at hver fjerde bilist overtrådte hastigheds-grænsen, og politiet vil nu øge kontrollen ved vejarbejde.

-

På bare tre kvarter blev 88 bilister noteret for at køre for stærkt, da politiet tirsdag aften lavede hastighedskontrol ved vejarbejde på motorvejen. Det svarer til at hver fjerde bilist overtrådte hastighedsgrænsen, og politiet vil nu øge kontrollen ved vejarbejde.


Hver fjerde bilist blev fotograferet og får nu en bøde

Politiets hastighedskontrol var opstillet ved Blommenslyst tirsdag aften mellem 19.30 og 20.14. Autoværnet skulle repareres og hastighedsgrænsen var derfor sat ned fra 110 km/t til 70 km/t. På de tre kvarter kontrollen varede kørte 379 biler forbi, og 88 blev fotograferet for at køre for stærkt. Det svarer til at 23 procent af bilisterne kørte for stærkt, og de 88 bilister kan nu se frem til at få en bøde.

En enkelt bilist kørte 123 km/t selvom hastighedsgrænsen var sat ned til 70 km/t. Han kan nu se frem til en frakendelse af kørekortet. 27 bilister overtrådte fartgrænsen med 30 procent, og det ville fra 1. september have udløst et klip i kørekortet.

- Kontrollen viser desværre, at alt for mange bilister mangler forståelse for færdselssikkerheden ved vejarbejde. Det drejer sig først og fremmest om sikkerheden for de folk, der skal udføre vejarbejdet, men gælder også for trafikanterne selv. For risikoen for ulykker er især stor når man med høj fart kører ind på en strækning med ændret vejforløb - som her hvor den ene vognbane er spærret, siger vicepolitikommissær Bent Hansen.

Den store fangst af fartsyndere får nu politiet til at intensivere Automatisk Trafikkontrol på motorvejen i forbindelse med vejarbejde.