Hver fjerde sagsbehandler er blevet truet

Hver fjerde sagsbehandler har personligt oplevet trusler i forbindelse med deres arbejde. Onsdag blev en sagsbehandler i Nordfyns kommune overfaldet på rådhuset i Søndersø.

Flere krav overfor kontanthjælpsmodtagere

I forlængelse af at kravene over for kontanthjælpsmodtagere er blevet strammet, bliver flere sagsbehandlere truet.

- Det er sagsbehandlerne, der skal præsentere de øgede krav om aktivering overfor kontanthjælpsmodtagerne, og det kan være en af grundene til, at der kommer flere trusler mod vores medlemmer, siger Anne Birgit Jørgensen til TV2 /Fyn.
Hun er formand for Dansk Socialrådgiverforening i Region Syd.

I sidste uge blev en 56-årig sagsbehandler knivdræbt i Holstebro. En klient sidder fængslet for drabet.

Medarbejdere er chokerede

HK/Kommunal vil nu have alle landets kommuner til at øge sikkerheden for de ansatte.

- Det seneste overfald på vores medlem har sammen med knivdrabet i Holstebro chokeret mange af kollegerne i de øvrige kommuner. Nogle er ligefrem blevet utrygge ved at gå på arbejde. Der kan gøres meget for at skabe et sikkert arbejdsmiljø. Det handler både om den måde, man arbejder sammen på og om den måde, kontorerne er indrettet på, skriver Claus Gahrn der er næstformand i HK/Kommunal i en pressemeddelelse.

Han opfordrer nu alle kommuner til at gennemgå de kommunale arbejdspladser sammen med en sikkerhedskonsulent.

Det er socialrådgivernes formand også tilhænger af.

Oversigt

    Oversigt