Hver tredje medicinstuderende er svensker

Manglen på læger vil blive endnu større de kommende år. Svenskerne snupper nemlig mange pladser på medicinstudiet i Odense - for næsen af danske studerende. Hver tredje medicinstuderende er nu svensker.

Bonusordning belønner snittet

I dag får 88 svenskere besked på, at de er optaget på medicinstudiet i Odense. Det er 20 procent flere end sidste år. Det er godt for dem, men skidt for lægemanglen i Danmark. Svenskerne rejser nemlig hjem igen, når de er færdige med uddannelsen.

- Vi er selvfølgelig glade for de svenske studerende, for de er dygtige og flittige. Men det er et stort problem, fordi vi skal uddanne læger til den syddanske region, og svenskerne rejser hjem igen efter uddannelsen, siger studiechef, Per Andersen fra Syddansk Universitet til TV 2/FYN.

Svenskerne har nemmere ved at få et højere snit, fordi en bonusordning belønner studerende med tre højniveaufag. Og det har de svenske oftere end de danske. Dermed kan et snit på 8,8 blive forvandlet til 9,06. 

Pres på den svenske regering

Formand for den danske rektorforening, Jens Oddershede, der også er rektor på Syddansk Universitet mener, at det er på tide, at tingene bliver lavet om.

- Svenskerne burde uddanne flere læger selv. Der bør lægges pres på den svenske regering fra dansk side, siger han.

Den svenske socialstyrelse lavede sidste år en undersøgelse - den viste, at 80 procent af de svenske studerende planlægger at rejse hjem efter studiet.

Oversigt

    Oversigt