I det fynske folks tjeneste

Hverdag på varmestuen: - De er gennemtævede og vi forsøger at lappe dem

På varmestuen i Østergade i Odense kommer mange af byens misbrugere og hjemløse. Og personalet må ofte lægge ører til historier om vold og trusler, og flere gange må de også ligefrem lappe brugerne sammen, når de har fået tæv.

00:32

Video: TV 2

Mandag kom det frem, at Black Army truer og afpresser hjemløse og socialt udsatte til at udlevere deres penge. Hvis de ikke gør det, så får de tæv. Eller også skal de sælge hash for banden. 

Læs også Black Army til hjemløse: - Giv os penge eller bliv pusher

De historier bekræfter de på Kirkens Korshærs varmestue i Odense.

- Vi oplever, at de kommer ind og er kede af det. De er gennemtævet. I vores sundhedsrum prøver vi at lappe dem sammen, og får en snak. Og så får vi også de historier om, hvad der er sket, fortæller Heinz Wolf, der er leder af Dag- og natvarmestuen i Østergade i Odense, til TV 2/FYN. 

- For eksempel var der en der fortalte, at han vågnede ved, at der stod fire mænd rundt om hans seng og så han havde ikke andet valg end at aflevere alle sine penge, fortæller Heinz Wolf og fortsætter:

- En af månederne prøvede han faktisk at lade være med at aflevere pengene, men så blev han gennemtævet.

De er gennemtævet. I vores sundhedsrum prøver vi at lappe dem sammen, og får en snak. Og så får vi også de historier om, hvad der er sket,

Heinz Wolf, leder af varmestuen i Østergade, Odense

Heinz Wolf fortæller, at de udsatte har en tendens til at hæve alle deres penge på en gang. Og den tendens har Black Army fundet ud af. 

De kender godt dem, der ruller dem
Hos Fyns Politi har man indtil nu fået tre-fire anmeldelser fra socialt udsatte, og politiet er ikke i tvivl om, at det er banderne, der står bag truslerne og overfaldene. 

I følge Heinz Wolf bekræfter flere af de udsatte, at det er bandefolk, der står bag.

Siger de noget om, hvem det er, der truer?

- Langt de fleste af vores brugere er misbrugere. Det vil sige, at de også skal købe deres stoffer ét sted, og det er jo tit og ofte også ved de samme folk. De kender godt de folk, der kommer og røver og ruller dem, fortæller Heinz Wolf. 

- Efter hvad de siger, så er det de gængse bander som Black Army.

Dummebøder
Heinz Wolf siger, at de udsatte ikke altid tænker flere dage i forvejen eller helt hen til sidst på måneden. De har en vane med at hæve alle pengene på en gang. 

- Hvis de prøver at ændre vaner, så man ikke har penge, og skal frarøves, så får de en dummebøde.

Heinz Wolf har arbejdet i miljøet i godt 20 år. Men det er blevet værre de seneste par år. 

- Odense har altid haft et hårdt misbrugmiljø - men det er eskaleret den senere tid. Råheden og voldsomheden er blevet værre. Jeg mangler ord, når jeg hører de historier. 

05:34

Se hele interviewet med Heinz Wolf fra varmestuen i Odense.

Luk video

Hvad kan man gøre?

- For nogle kan de måske ikke længere være i Odense, så må vi kunne hjælpe dem på en anden måde, hvor de kunne få et bedre liv. Og så er det forebyggende vigtigt, så der ikke kommer nye misbrugere til. 

- Det er nu man skal råbe vagt i gevær. Det er uanstændigt.