Unge tager klimaet alvorligt: - Hvis ikke man går op i klimaet, er man uden for fællesskabet

Flere unge bekymrer sig om klimaet. Tirsdag blev der afholdt klimadebatmøde i Studenterhuset i Odense, hvor flere unge var mødt op.

- Hvis vi går sammen i kampen om at skabe en bedre planet, så er vi kammerater.

Sådan lyder det fra 18-årige Navid Aslami, der deltager i klimadebatmødet i Odenses studenterhus tirsdag aften. På stolene sidder omkring 60 mennesker, der er kommet for at høre om klimaets fremtid - størestedelen er unge.

Forskellige kandidater til Europa-Parlamentet er dukket op for at diskutere Danmarks og Europas fremtid i forhold til klimaet. Debatten blev arrangeret i forbindelse med europaparlamentsvalget den 26. maj.

Flere bekymrer sig

Ifølge en undersøgelse foretaget af den grønne tænketank Concito svarede 55 procent af de 18-29-årige i 2016, at klimaproblemet er "meget alvorligt" - i 2018 steg tallet til 71 procent.

I en orange sofa sidder de tre unge mænd Navid Aslami, Theis Gaarsmand og Lasse Ellegaard og snakker om klimaets fremtid. 

- Jeg er helt bestemt bekymret, for jeg vil gerne have børn en dag, og jeg vil ikke have, at de skal vokse op i en verden, som vi har ødelagt, siger Navid Aslami til sine to kammerater.

Men også fællesskabet fylder meget, når det drejer sig om klimadebatten. 

- Der er helt klart en fællesskabsfølelse. Man accepterer også dem, der ikke går op i klimaet, men de er lidt uden for fællesskabet, siger 29-årig Theis Gaarsmand.

Europaparlamentsmedlem Morten Helveg Petersen oplever, at flere unge viser sig i klimakampen.
Fotograf: Marie Louise Florival Andersen

Opråb til politikerne

Morten Helveg Petersen, der er europaparlamentsmedlem for Radikale Venstre, arrangerede debatten, som foregår i landets fire største byer i denne uge.

Placeringen i Odenses studenterhus, hvor de unge studerende ofte opholder sig, var ikke et tilfældigt valg til aftenens debat.

- De unge er om nogen klar over, hvor meget det brænder på med klimaet. Og vi ser unge mennesker, ikke bare i Odense, men i hele verden, der kaster sig ind i klimakampen, siger han til TV 2/Fyn og tilføjer:

- Det er positivt, at unge viser sig i klimakampen. De tager det virkelig på sig og demonstrerer mod os halvgamle politikere, der ikke har formået at gøre nok.

 
Fotograf: Marie Louise Florival Andersen

 

Oversigt

    Oversigt