Fynsk politiker garanterer: - Hvis vi vinder valget, så nedlægger vi ikke regionsrådene

Regionernes liv hænger i en tynd tråd, efter regeringen og DF præsenterede den nye sundhedsreform. Men Dan Jørgensen står klar med førstehjælp til regionerne efter valget.

Tirsdag præsenterede VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti den nye sundhedsreform, hvor man vil sætte ni milliarder kroner af til sundhedsvæsenet fra 2020-2025. 

quote Vi kan også garantere, at hvis vi vinder valget, så nedlægger vi ikke regionsrådene.

Dan Jørgensen, MF, Socialdemokratiet

Med aftalen vil regeringen skrotte regionerne og erstatte dem med nye sundhedsforvaltninger. Men den ide kritiseres af flere politikere.

- Jeg havde til det sidste håbet, at man havde lyttet til den kritik, der har været. Men det har man så åbenbart ikke, siger socialdemokraternes folketingsmedlem Dan Jørgensen til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Nu har man besluttet sig for at nedlægge regionsrådene, hvilket jeg synes er meget, meget forkert. Det fratager jo borgernes mulighed for at få demokratisk indflydelse på de rigtige beslutninger som: Skal sygehuset lukkes eller ikke lukkes, eller hvad der skal ske med sundheden i ens lokalområde. 

Formanden for regionerne, Stephanie Lose (V) forstår heller ikke, hvorfor det er nødvendigt at nedlægge regionerne.

 - Der er en masse gode konkrete tiltag, som mange sikkert gerne vil være med til at føre ud i livet. Men der er ikke noget af det, som kræver en strukturreform, der forudsætter, at man skipper den direkte, folkevalgte forankring, siger hun til Ritzau.

Et af argumenterne for at nedlægge regionsrådene har været, at man på den måde kunne spare de penge, der bliver brugt på at administrere dem.

Bureaukrater og regneark

Dan Jørgensen mener, at der er flere tendenser i sundhedsaftalen, der læner sig op ad socialdemokraternes linje, og som partiet kan støtte op om. Det gælder for eksempel idéen om at uddanne flere læger og sygeplejersker.

Men når det kommer til at aflive regionsrådene, så er det fynske folketingsmedlem klar til at gå ud med en garanti:

- Vi kan også garantere, at hvis vi vinder valget, så nedlægger vi ikke regionsrådene. For vi synes, at det er godt, at der sidder folkevalgte politikere - og ikke bureaukrater med regneark og træffer nogle af de her vigtige beslutninger. 

Sundhedsreformen på Fyn:

Oversigt

    Oversigt