Hvor har du haft de bedste jazzoplevelser i år?

Vil du gerne give et skulderklap til din lokale jazz-pusher eller hylde en helt speciel musikalsk oplevelse? Så kig her!

Hvert år hylder den danske Jazz-scene sig selv til Danish Music Award Jazz, og du har muligheden for at bestemme, hvem der skal vinde. I hvert fald i en af kategorierne.  Nemlig årets Live Jazz-arrangør. 

Prisen er blevet uddelt siden 2001, og hele to gange er det lykkedes fynske jazz-arrangører at hive prisen hjem. Giant Steps, som arrangerer koncerter på spillestedet Arne B i Svendborg, vandt prisen i 2006, og Jazzhus Dexter i Odense vandt den i 2001. Begge steder kan komme i spil igen. 

Lars Winther, sekretariatsleder i Jazz Danmark, fortæller, at prisen er ment som et skulderklap til de mange frivillige kræfter, som sørger for musiklivet rundt omkring i Danmark. 

- Det er enormt mange koncerter, der bliver løftet af folk, som har parkeret deres fuldtidsjob for at stille borde op og sørge for at musikerne har det godt, siger Lars Winther. 

Giant Steps fra Svendborg har vundet prisen før, og her er musikken virkelig i fokus. 

Peter Skumme, som er formand for Giant Steps i Svendborg, vil gerne skabe de bedste rammer for musikken, og derfor er der ikke noget sniksnak til koncerterne på Arne B. 

- For os er det vigtigt, at man ikke snakker under koncerterne. Så det er ligesom at være i biografen, hvor det er en sædvane at tysse på folk, hvis de smalltalker. Man skal ikke snakke, hvis nogen prøver at yde deres bedste, siger Peter Skumme. 

Du kan stemme på din favorit jazz-arrangør her. 

Provinsen vinder stort 

Både publikum og musikere kan stemme på alle spillesteder, jazzklubber og festivaler, bortset fra sidste års vinder af prisen Femø Jazz Festival. 

- Man kan godt frygte, at det er de store jazzsteder i København, som for eksempel Jazz House Copenhagen og Jazzhus Montmatre, som løber afsted med prisen hvert år, men det er faktisk ikke sket, siger Lars Winther, sekretariatsleder for Jazz Danmark. 

Prisen har en stor geografisk spændvidde og har vindere lige fra Skive Jazzklub til Gladsaxe Jazzklub. 

Du kan læse mere om de nominerede i de andre kategorier her. 

Den 7. november vil Danish Music Award Jazz slå dørene op på Bremen Teater i København - og det kan du komme til at se i dit TV! DMA Jazz 2016 vil blive vist på TV 2/Fyn lørdag den 26. november klokken 19.55.  

Du kan stemme på din favorit frem til den 30. oktober. 

 

 

 
 

 

Oversigt

    Oversigt