Helnæs: Hvor skal nyt center for lystfiskerturisme ligge?

En kommende projektchef skal være med til at afklare, hvor det nye nationale oplevelsescenter for kyst- og lystfiskerturisme ved Helnæs skal placeres.

Assens Kommune søger nu en projektchef, der skal stå i spidsen for etableringen af det kommende center for kyst- og lystfiskerturisme. En af de første opgaver bilver at afklare, hvor centeret skal placeres.

- Vi søger en person, der har mod på at gå nye veje, har gennemslagskraft, og som stræber efter at skabe et oplevelsescenter i særklasse, siger udvalgsformand for erhverv, beskæftigelse og kultur Finn Brunse (A) i en pressemeddelelse.

 

 

Projektchefen kommer til at sidde med i en række forskellige projektgrupper blandt andet med deltagelse af ledelse og fagmedarbejdere fra kommunen, nationale og regionale videnpersoner og det lokale turisterhverv, borgerrepræsentanter og foreninger med interesse inden for området.

- Samarbejde og tværfaglighed, to meget centrale nøgleord for projektchefstillingen, forklarer Finn Brunse.

Hvor ved Helnæs Bugt?

Det nye nationale oplevelsescenter for kyst- og lystfiskerturisme skal opføres i området ved Helnæs. Men hvor det helt konkret skal placeres, det bliver en af de første opgaver for den kommende projektchef.

I stillingsopslaget skriver Assens Kommue:

"Arbejdet med stedsidentitet og de fortællinger, der er i området er også helt central og grundlæggende – både i forhold til, hvilket indhold og funktioner, centeret skal rumme og i forbindelse med markedsføring og ansøgning om økonomisk støtte fra private fonde og offentlige puljer."

Centeret skal have høj kvalitet. Her er det vigtigt, at arkitekturen bliver en attraktion i sig selv, og at der tages hensyn til områdets landskabelige og kulturhistoriske værdier.

 

 

Nationalt center

Centeret er en del af den nationale lystfiskerstrategi, og projektchefen får derfor også en vigtig national rolle. Projektchefen skal nemlig stå i spidsen for en række nationale initiativer, der indgår i den nationale lystfiskerstrategi, som udenrigsministeriet udgav i efteråret.

- Oplevelsescenteret danner sammen med den nationale lystfiskerstrategi en meget vigtig synergi. Et fyrtårn, som ikke kun bliver til gavn for os, der er så heldige at have Helnæs og andre gode fiskespots lige uden for døren, men et nationalt fyrtårn, som kommer til at tiltrække mennesker fra ind- og udland, siger borgmester Søren Steen Andersen (V).

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fakta - nyt nationalt oplevelsescenter for kyst- og lystfiskerturisme

Oversigt

    Oversigt