Hvordan lever man det gode liv i Odense?

Beboere, foreninger og By- og Kulturforvaltningen mødes i Odenses lokalområder i hele 2017. Formålet er at se nærmere på, hvordan det gode liv leves. Er det sikre skoleveje, fritidstilbud, grønne områder eller noget helt andet, der giver livet mening og værdi i lokalområderne?

I 2017 inviterer By- og Kulturforvaltningen odenseanerne til 10 møder i Odenses lokalområder. Her vil både udviklingen i hele Odense og i de enkelte lokalområder blive belyst. Fokus vil særligt være på det lokale særkende og de muligheder, områderne byder på. 
 
- Flere odenseanere har tilkendegivet, at de gerne vil have et bedre indblik i byens forandring. Ikke mindst den forandring der foregår i deres egen ”baghave”, hvor livet leves. Med møderne håber vi, at vi sammen kan komme nærmere, hvad rammen om det gode liv skal være, og hvordan vi sammen sætter gang i en bevægelse hen mod det. Jeg ser meget frem til møderne og glæder mig, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
 
Borgermødernes program
På møderne er der først oplæg om Odenses forandring, udviklingen i lokalområderne og det gode liv i almindelighed ved by- og kulturrådmand Jane Jegind og byplanchef Jeanette W. Olsen. Dernæst bliver en række beboere interviewet om det gode liv i netop deres lokalområde. 

Odenses By- og Kulturrådmand, Jane Jegind, Venstre.
Odenses By- og Kulturrådmand, Jane Jegind, Venstre.
Foto: Reza Sahraei

 Efter oplæg og interview åbner en række stande, hvor By- og Kulturforvaltningen fortæller om alt fra det historiske, over byggesager til grønne områder. Det vil også være muligt at tale med politikere fra By- og Kulturudvalget og Byrådet, samtidig med at blandt andet de lokale foreninger i området står klar ved en stand.
 
Møderne er også en lejlighed til at blive klogere på lokalsamfundets ildsjæle og på den måde finde ud af, om man selv har lyst til at engagere sig.
 
Bellinge er udsolgt
Første borgermøde med 170 deltagere afholdes tirsdag den 31. januar i Bellinge Idrætscenter med fokus på lokalområderne Bellinge, Højme og Dyrup.
 
Formålet er dels at informere om udviklingen i Odense og lokalområdet, men samtidig ønsker By- og Kulturforvaltningen at høre borgernes forventninger og forhåbninger til udviklingen og det gode liv. Og der har været rift om de 170 pladser, som allerede en lille uge før mødet er revet væk. 

Her holdes der borgermøder om det gode liv i Odense i 2017.
Her holdes der borgermøder om det gode liv i Odense i 2017.

Tid og dato for borgermøderne
De 10 lokale møder foregår alle fra kl. 19.00-21.00 (dørene åbnes kl. 18.30), og de finder sted på følgende datoer:
 
31. januar - lokalområderne Bellinge, Højme og Dyrup.
9. marts – lokalområderne Munkebjerg, Bymidten, Hunderup
14. marts – lokalområderne Højby, Hjallese, Lindved, Skt. Klemens
28. marts – lokalområderne Tarup, Åløkke, Paarup, Villestofte
8. maj - lokalområderne Agedrup, Bullerup, Seden, Åsum
13. juni – lokalområderne Dalum, Sanderum, Elmelund
29. august - lokalområderne Korup, Ejlstrup, Ubberud, Blommenslyst
26. september - lokalområderne Næsbyhoved Broby, Allesø, Næsby
29. november - lokalområderne Stige, Lumby, Anderup, Søhus, Stige Ø
12. december – lokalområderne Skibhuskvarteret, Skibhusene, Vollsmose

Læs mere om møderne her

Oversigt

    Oversigt