Utilfredshed efter borgermøde om affaldsøer: - Hvorfor skal vi behandles på den måde?

Der var store frustrationer blandt de fremmødte, da Langeland Kommune tirsdag aften havde inviteret til borgermøde om de nye affaldsøer i Rudkøbing.

Frustrerede borgere i Rudkøbing var tirsdag aften samlet til møde med Langeland Kommune og Langeland Forsyning, der står for affaldshåndteringen på Langeland.

Borgerne i midtbyen skal fremover sortere deres affald og gå hen med det til såkaldte affaldsøer, der bliver placeret forskellige steder i midtbyen.

Dét har skabt frustrationer blandt beboerne, der heller vil beholde deres egne skraldespande ved husene. De frustrationer kom frit frem under tirsdagens borgermøde.

- Mødet var sådan set godt nok, men det hele er jo besluttet på forhånd. De trækker jo ned over hovedet på os, at nu skal vi af med vores skraldespand, og så kan vi bare rende rundt i byen med vores affald. Det er utilfredsstillende. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Hvorfor skal vi behandles på den måde?, spørger Kim Hansen.

quote I arrigskab sagde jeg, at så flytter jeg sgu bare min adresse til Svendborg, og så har jeg min feriebolig her i Rudkøbing. For kan de ikke håndtere mit affald, så kan de jo heller ikke håndtere mine skattekroner

Kim Hansen

Sammen med sin hustru bor han centralt i Rudkøbing og bliver derfor berørt af de nye planer. Han er uforstående over for beslutningen, der kun rammer de borgere, der bor i midtbyen i Rudkøbing.

- Alle andre borgere her på Langeland får afhentet deres affald, og jeg er sikker på, at hvis de ellers havde gjort deres hjemmearbejde og havde kigget rundt, hvor mange der egentlig ville have et problem med at have de ekstra affaldsspande stående, så er det slet ikke så stort et problem. Men det har de ikke gjort. De har bare lavet en grænse og sagt ’så er det lige her, og så er det det’, og så kan vi så ellers bare rende rundt med vores affald i hele byen. Det er jeg sgu utilfreds med, siger Kim Hansen.

Flytter adressen væk

Ægteparret har hus både i Svendborg og i Rudkøbing, men har folkeregisteradressen på Langeland. Det kan den nye ordning dog ende med at lave om på.

Han overvejer at flytte sin adresse til Svendborg og have sin feriebolig i Rudkøbing.

- For kan de ikke håndtere mit affald, så kan de jo heller ikke håndtere mine skattekroner. Sådan må det jo være.

- Men jeg synes også, at vi skal kæmpe for vores affaldsløsning her i Rudkøbing. Det kan jo ikke være rigtigt. Nu må de komme ud af busken, og så må vi finde ud af et eller andet. Jeg vil ikke af med min affaldsspand, siger Kim Hansen.

Dybt frustreret

Følelsen af at udfaldet af mødet allerede var på plads inden, var Kim Hansen ikke alene med i den godt fyldte idrætshal i Rudkøbing.

- Jeg fik ikke noget ud af det her møde. De havde jo taget en beslutning om, at der skal være affaldsøer. De ville så have nogle forslag til, hvordan affaldsøerne skal se ud, og der var nogle studenter, der synes, at man skal have en masse trailere stående i byen. Det er en bevaringsværdig by, det her. Altså, det holder ikke. Jeg er faktisk dybt frustreret stadigvæk, siger Marlene Olsen.

I invitationen til borgermødet var det blandt andet beskrevet, at kommunen gerne ville have konstruktive input til de konkrete løsninger omkring affaldsøerne.

Men hele den præmis stiller Marlene Olsen sig uforstående over for.

quote Jeg vil ikke udelukke noget. Det er også derfor, vi har været sammen i dag

Bo Nissen, udvalgsformand (K)

- Det er svært at komme med konstruktive input til noget, du ikke har lyst til. Flertallet her vil ikke af med vores skraldespande. Jeg synes, det er lidt tidsspilde, må jeg nok indrømme, siger Marlene Olsen.

Udelukker ikke noget

Kommunens repræsentant på mødet, formanden for Langeland Kommunes Trafik-, Teknik- og Miljøudvalg, Bo Nissen (K), erkender, at kritikken på mødet ikke var til at overse.

- Jeg må konstatere, at frustrationerne blev lidt dominerende. Man (borgerne, red.) har ikke rigtig lyst til det her, der bliver foreslået. Men det var jo også det, der var meningen med mødet, at vi skulle høre, hvad der var af ting fra de borgere, der er impliceret i det her, siger Bo Nissen.

(Artiklen fortsætter under videoen) 

Udvalgsformand Bo Nissen udelukker ikke, at rammerne for affaldssortering i Rudkøbing kan ændres.

Selvom beslutningen politisk er truffet, og rammerne omkring de nye affaldsøer derfor er på plads, opfordrede mange af de utilfredse borgere på mødet politikerne til at genoverveje planerne.

Og faktisk er der håb for borgerne, der gerne vil bevare bare nogle af deres skraldespande, så de ikke skal gå med deres husholdningsaffald.

I hvert fald åbner udvalgsformanden en dør på klem.

- Rammerne for Rudkøbing indre by opfatter jeg ikke som mere bastante, end at der kan ændres på det. Vi har jo hele tiden vidst, at det blev noget af det svære for den indre by, siger Bo Nissen.

Han vil med andre ord ikke udelukke, at nogle af beboerne kan få lov at beholde deres nuværende skraldespande.

- Jeg vil ikke udelukke noget. Det er også derfor, vi har været sammen i dag, understreger Bo Nissen.

Mødet mellem kommunen og borgerne i Rudkøbing om byens fremtidige affaldsøer hjalp ikke på borgernes frustrationer, der stadig helst vil beholde den nuværende løsning.

Oversigt

    Oversigt