I det fynske folks tjeneste

Hylder Bendt Bendtsen som den flotteste politibetjent på det farlige Fyn

I en videohilsen hylder tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sin fynske kollega Bendt Bendtsen, der stopper i politik efter 30 år.

01:05

I en videohilsen bliver Bendt Bendtsen hyldet for sin indsats i dansk og europæisk politik - og for sit arbejde i fynsk politi. Video: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix

Flere prominente politikere fra ind- og udland har de seneste dage hyldet den fynske politiker Bendt Bendtsen (K), der stopper efter tre årtier i politik.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) husker en episode fra 1982 i Nyborg, hvor Bendt Bendtsen - dengang i sit arbejde som politibetjent - skulle passe på damerne på en EU-udflugt.

- De på daværende tidspunkt ni medlemslandes udenrigsministe var på uofficielt møde i Danmark. Det foregik på Hesselet på Fyn, fortæller Uffe Ellemann-Jensen.

- Da damerne skulle på udflugt, så udkommanderede man den flotteste politimand på Fyn. Så du ledsagede damerne rundt og sørgede for, at de kom sikkert igennem de farlige fynske landskaber, fortsætter den daværende udenrigsminster, der senere i sin politiske karriere lærte Bendt Bendtsen bedre at kende.

Statsministre hylder Bendt Bendtsen

I 1989 blev Bendt Bendtsen fra Allesø valgt ind i Odense Byråd, og senere har han været folketingskandidat i tre fynske valgkredse.

Han fik - måske på grund af sin fynske EU-udflugt som betjent i 1982 - endnu mere smag for EU-Parlamentet, hvor han har siddet de seneste ti år.

I mellemtiden var han formand for Konservative og sad som økonomi- og erhvervsminister og vicestatsminister under Anders Fogh Rasmussens VK-regeringer fra 2001 til 2008.

Anders Fogh Rasmussen (V) husker tiden med Bendt Bendtsen som de bedste i sin politiske karriere.

- Vi udviklede et historisk godt forhold mellem Konservative og Venstre. Du er et retskaffent og troværdigt menneske, siger Anders Fogh Rasmussen i en hilsen til sin daværende vicestatsminister.

01:16

Se videohilsnerne fra Anders Fogh Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen.  Video: Konservative

Luk video

Nyrup: Investeret sig selv i Europa

Også en anden tidligere statsminister hylder Bendt Bendtsen efter 30 år i politik.

- Jeg er glad for, at du har tilbragt så meget energi og investeret så meget af dig selv i Europa, som er så vigtig for os, siger Poul Nyrup Rasmussen (S), der var i statsminister fra 1993 til 2001, i årene inden Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen stod i spidsen for Danmark.

Bendt Bendtsen er 64 år og sagde farvel på lørdagens konservative landsråd.