I aften gør Kim Larsen comeback efter kræftsygdom - og han er i topform

Kim Larsen vender torsdag aften tilbage til scenen efter godt et halvt års ufrivillig pause.

I december sidste år fik Kim Larsen konstateret prostatakræft og måtte aflyse hele vinterturneen. Torsdag aften spiller han sammen med sit band, Kjukken, comebackkoncert i Nyborg.

Og både Larsen og bandet glæder sig.

quote Kim er jo den, folk kommer for at se. Han er i topform, og han har både kræfterne til det og ikke mindst stor fornøjelse af det. Han glæder sig

Jørn Jeppesen

- Kim er i topform og synger utrolig godt, fortæller Jørn Jeppesen, der er både guitarist i bandet og impresario for Kim Larsen & Kjukken.

Han fortæller, at de har øvet hele juni i både øvelokalet og i deres såkaldte produktionsøver på Posten i Odense, hvor de har kunnet øve i lidt større omgivelser og på en rigtig scene.

- Vi har haft en rigtig god øveproces, og der er rigtig højt humør. Vi glæder os til at komme i gang, siger Jørn Jeppesen.

Forfærdelig vinter

Både han og ikke mindst Kim Larsen selv ser frem til at vende tilbage til scenen efter en vinter, der kom til at handle om alt andet end musik.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det har været forfærdeligt. Både at blive syg og måtte aflyse og så se, at det hele skrider. Det var en forfærdelig vinter, siger Jørn Jeppesen. 

- Nu har det stået på aflysninger og sygdom, så nu bliver det godt at komme videre. Og når man laver det, vi laver, lever man jo af sin hobby, så det vil vi selvfølgelig meget gerne tilbage til, fortæller guitaristen.

Han forsikrer, at hovedpersonen Kim Larsen er fuldstændig fit for fight.

- Kim er jo den, folk kommer for at se. Han er i topform, og han har både kræfterne til det og ikke mindst stor fornøjelse af det. Han glæder sig til, at tingene kommer i gang igen, siger Jørn Jeppesen.

Stor turne venter

Kim Larsen & Kjukken skal spille 30 koncerter over de næste måneder i både Danmark, Norge og Sverige, så det kræver mange kræfter - og det har den 72-årige sanger også, forsikrer Jørn Jeppesen.

- Nu er det bare om at komme i gang igen og så tage en koncert ad gangen. 

Torsdagens koncert spilles ved Nyborg Slot med start klokken 20. Koncerten er forlængst udsolgt.

Oversigt

    Oversigt