I det fynske folks tjeneste

Finansminister om udligning: Assens bliver snydt for 167 millioner kroner

Den kommunale udligning fungerer ikke. Det er konklusionen i en ny rapport lavet af seks kommuner. Ifølge rapporten går Assens Kommune årligt glip af 167 millioner kroner i forhold til, hvis udligningen havde været korrekt.

00:14

Folketingskandidaterne er enige om, at der skal laves en ny økonomisk udligning mellem landets kommuner efter valget. Video: Mads Nissen / Ritzau Scanpix



Ifølge den nye rapport fra kommunesamarbejdet Rimelig Udligning er uligheden mellem rige og fattige kommuner alt for skæv. Rapporten er udarbejdet af seks jyske kommuner.

Konklusioner fra Rimelig Udligning

  • Udligningen bør tage fuldt hensyn til forskelle i kommunernes aldersfordeling
  • Alle borgere med sociale problemer bør tælle med i udligningen i hele landet
  • Kommunerne bør udlignes af deres reelle udgiftsbehov – ikke af de udgifter, som de har råd til
  • Udgifter til udlændinge udlignes flere gange
Se mere

- Alle borgere i alle kommuner skal kunne få den nogenlunde samme grundvelfærd, uanset hvor man bor. Den lever man ikke op til i dag på grund af den måde, som det kører på - og det har vi kunnet demonstrere på ulykkelig vis i Assens igennem vinter, hvor vi har været på flere besparelsesrunder. Det har været ganske ulideligt, siger Søren Steen Andersen (V), som er borgmester i Assens Kommune.

Det gør hamrende ondt nogle steder - og så er der andre steder, hvor det har gjort ondt meget længe, blandt andet her i Assens. Få det løst

Søren Steen Andersen, Borgmester Assens Kommune

Den kommunale udligning skal sikre et nogenlunde ensartet serviceniveau og skatteniveau i samtlige danske kommuner. Både på landet og i storbyerne. Skævvridningen er dog så stor, at den kommunale udligning skal ændres hurtigst muligt, mener finansminister Kristian Jensen (V).

- Kommuner som Assens bliver i dag snydt for et trecifret millionbeløb i forhold til sammenlignelige kommuner, fordi udligningssystemet ikke er i orden, og derfor har vi brug for, at det bliver lavet om, siger Kristian Jensen til TV 2/Fyn.

Læs også Vil kompensere for udligningsfejl: Millioner kan være på vej til Fyn

Både S og V lover ændringer

Hos Socialdemokratiet er man heller ikke i tvivl om, at den kommunale udligning skal laves om. Folketingskandidaten Bjørn Brandenborg (S) og Finansminister Kristian Jensen er dog uenige om, hvordan de skal nå derhen.

Læs også Fynske kommuner går videre med søgsmål mod staten for udligningsfejl

- Det skal ikke være de fattige kommuner i København, som skal betale for de fattige kommuner i provinsen. Jeg synes sådan set, at det skal være de rige hovedstadskommuner, som skal betale. Hvis du spørger mig, så er det her en af de vigtigste prioriteringer for en ny regering - man skal have de samme muligheder, uanset hvilken kommune man bor i, siger Bjørn Brandenborg.

Hvad er Rimelig Udligning

  • Rimelig Udligning er en sammenslutning af seks jyske kommuner, der alle mener, at den kommunale udligning er skidt fordelt.
  • Siden 2009 har Rimelig Udligning lavet økonomiske analyser, som fokuserer på udligningssystemet.
  • I alt er der for eksempel 61 kommuner, som mister mere end 500 kroner per indbygger, fordi der er noget galt i systemet.
Se mere

- Jeg vil gerne give det tilsagn fra Venstre, at uanset hvor vi sidder efter Folketingsvalget, så vil vi være med til at tage ansvar for at lave udligningssystemet om, siger Kristian Jensen.

I Assens er det vigtigste ikke, hvem der vinder folketingsvalget. Det afgørende er, at de toneangivende partier laver en kommunal udligning, der er rimelig.

- Det gør hamrende ondt nogle steder - og så er der andre steder, hvor det har gjort ondt meget længe, blandt andet her i Assens. Få det løst, siger Søren Steen Andersen.

03:37

Se hele indslaget om den kommunale udligning her.

Luk video