Black Army-vidner i retten i dag i grov voldtægtssag

I dag falder der dom i den meget omtalte gruppevoldtægtssag fra Bolbro, hvor en kvinde blev voldtaget fem gange af i alt fire mænd.

Voldtægten skete ifølge tiltalen i en lejlighed på Højemosevej i Bolbro. Ejeren af lejligheden er tilknyttet Black Army, hvilket de to tiltalte også har indrømmet at være.

Pigen siger, at hun er blevet voldtaget fem gange på syv timer af fire forskellige personer, men har ikke kunnet redegøre for den ene. Tiltalen mod en anden mand er droppet, så der blev kun rejst tiltale mod de to mænd, der var i retten i dag.

De to mænd er henholdsvis 21 år og 20 år gamle.

Den 21-årige har en ren straffeattest, og har under hele retssagen virket fattet og rolig, fortæller TV 2/FYNs reporter fra retten i Odense.

Den 20-årige, der tidligere er straffet med flere voldsdomme, har derimod virket påvirket og har stirret tomt ud i luften under hele retssagen.

Ifølge TV 2/FYNs reporter har forsvareren i dagens afhøringer forsøgt at så tvivl om pigens troværdighed, og har påpeget huller og ændringer i hendes forklaring.

For eksempel har pigen tidligere sagt, at hun var blevet bedøvet med kokain, men det er der ikke fundet spor af.

De to anklagede har begge indrømmet, at de harhaft sex med pigen, det har de erkendt i retten, men begge siger, at de ikke har voldtaget hende.

De to unge mænds forsvarer har i dag også sagt, at han finder det mærkeligt, at pigen har været til fest i syv timer og er blevet voldtaget fem gange uden at forlade festen.

Derudover har det også været et emne, at pigen tidligere er blevet behandlet for psykiske problemer. 

Det mener anklageren dog ikke, man kan bruge.

Ifølge TV 2/FYNs reporter i retten, har anklageren i dag gjort gældende, at man kan ikke bringe hendes troværdighed op; fordi hun tidligere har haft problemer, betyder det ikke, at hun også lyver nu, sagde anklageren.

Forsvaren gik efter, at de to mænd bliver frifundet, mens anklageren går efter to til to et halvt års fængsel til de to mænd hver i sær. 

Oversigt

    Oversigt