I det fynske folks tjeneste

Sebastian tog forbrugslån: I dag skylder han 350.000 kroner

Som ung ville banken ikke låne Sebastian Jensen penge til byture og stofmisbrug. Derfor tog han forbrugslån i stedet.

00:19

Sebastian Jensen var ifølge ham selv uansvarlig, da han som ung tog forbrugslån. Men han beskylder også udbyderne for ikke at undersøge ham godt nok. Foto: Olav Fonager, Video: Reza Saharei

Midt på stuebordet ligger en stak rudekuverter. 

- På en måde blev jeg taget ved næsen, forklarer Sebastian Jensen om de gamle lån har taget. 

Sebastian Jensen er en af de cirka 20.000 fynboer, der er registreret i RKI, som er Danmarks største register over dårlige betalere. Derfor får han flere rykkere hver uge, forklarer han og oplyser, at han har været i fogedretten 25 gange i løbet af de seneste seks år. 

Én kuvert gør krav på 50.000 kroner. Andre nogle få hundrede kroner. 

Hvis du går i banken, spørger de, hvad du skal bruge pengene til og undersøger din økonomi. Men et kviklån er der ikke så mange dikkedarer ved

Anette Bruun, frivillig gældsrådgiver

Sebastian Jensen var i starten af 20'erne og sprunget ud i livet som studerende i Odense, da han tog sine første forbrugslån. 

- Det var hurtigere og nemmere end at gå til banken. Banken undersøgte én meget nærmere og tjekkede, hvor meget man havde til forbrug hver måned, forklarer han.

De lånte penge blev brugt til at finansiere en ungdom med druk, stoffer og byture. 

- Som studerende var det svært at få tingene til at høre sammen. Både med at gå i skole og gå i byen og leve livet, forklarer han.

Som 43-årig skylder han i dag 350.000 kroner fordelt på godt 400 forskellige lån og regninger, fortæller han. 

Lån og leasing til skyhøje renter

Da Sebastian Jensen startede sin forbrugsfest kunne han godt få lov til at låne i banken. Man da bankerne opdagede, at han misligholdte sin lån blev, han nødt til at gå nye veje. Derfor begyndte han at købe ting på afbetaling. Sine nyerhvervede anlæg og tv solgte han så videre for at få kontanter i hænderne. 

Mange af de mennesker, der er ude for det her (gæld, red.), har enten psykiske eller fysiske problemer

Anette Bruun, frivillig gældsrådgiver

Leasing af produkter og videresalg blev suppleret med lån fra forbrugsslånevirksomheder. 

- Jeg kunne godt se, at renterne var højere end dem i banken. Men det betød ikke noget for mig. Jeg kunne ikke se nogle konsekvenser af det, for jeg fik pengene lige i hånden her og nu, fortæller han. 

Sebastian Jensens oplevelser er langt fra enestående. Det forklarer Anette Bruun, der er frivillig rådgiver hos Forbrugerrådet Tænks gældsrådgivning i Odense. Sammen med sine kolleger hjalp hun 148 gældsramte fynboer i løbet af 2018. 

- Hvis du går i banken, spørger de, hvad du skal bruge pengene til og undersøger din økonomi. Men et kviklån er der ikke så mange dikkedarer ved, forklarer hun. 

00:22

Anette Bruun har hjulpet flere af med deres gæld.  Video: Masoud Jafari Pouia

Luk video

Sebastian Jensen oplyser, at han har døjet med psykiske problemer i form af en depression og misbrug af alkohol og stoffer. Den tendens går igen, hos mange optagere af forbrugslån. 

Fakta om RKI

Data og analysevirksomheden Experian administrerer og driver RKI-registret. 
 

Nøgletal fra Experians RKI-rapport, årsopgørelse for 2018:

  • 202.727 personer er registreret i RKI. Det svarer til 4,34 procent af den danske befolkning. Det er et fald fra 212.161 personer samme tid sidste år.
  • Danskerne skylder i alt 13,1 milliarder kroner væk i misligholdt gæld.
  • Det seneste år er den samlede gæld for samtlige RKI-registreringer i Danmark nedbragt med cirka 850 millioner kroner.
  • Den aldersgruppe, hvor flest er registreret i RKI er de 31-40-årige.
  • I gennemsnit skylder en registreret person i RKI 64.861 kroner væk i misligholdt gæld.

Kilde: Experian

Se mere

- Mange af de mennesker, der er ude for det her (gæld, red.), har enten psykiske eller fysiske problemer, oplyser Anette Bruun. 

Reddet af RKI

Sebastian Jensens lånefest fik en brat ende, da hans navn blev registreret i RKI. 

- Det var i virkeligheden min redning. Så skulle jeg ikke gå rundt der hele tiden og kigge, hvor jeg kunne låne penge næste gang, fortæller han. 

Det seneste "rigtige" lån tog han for knap ti år siden. Men i slutningen af 2018 faldt han for fristelsen og tog et forbrugslån på 2.000 kroner.

Alligevel mener Sebastian Jensen ikke, at man skal have ondt af ham i dag:

- Det er mig, der har lånt pengene og mig, der har skrevet under på de her kontrakter, siger han. 

Selvom Sebastian Jensen stadig skylder penge, ser han optimistisk på sin økonomi. 

- Lige nu virker det lidt uoverskueligt. Men inden for 20 år, håber jeg, at være gældfri, siger han og tilføjer:

- Så længe jeg laver mit fodarbejde, skal det nok lykkes.

For nylig fik Sebastian Jensen tilkendt fleksjob. Dermed kan han se frem til en større indtægt. Af samme grund vil han også opsøge en gældsrådgiver i nærmeste fremtid. 

Hvis du har gæld, kan søge gratis gældsrådgivning hos blandt andre Forbrugerrådet Tænk og KFUM.