I fængsel for at true Fogh

En 18-årig mand fra Odense blev torsdag i Østre Landsret idømt 60 dages fængsel, fordi han i 2006 sendte en mail med ordlyden "Fogh er død" til statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Det er en skærpelse af en tidligere dom fra byretten, hvor den unge mand slap med en betinget straf - en dom, som statsadvokaten for Fyn ankede.

Fem af Landsrettens seks dommere mente, at truslen var et "angreb mod den demokratiske samfundsorden", og dermed var skærpelsen en realitet.

Den 18-årige har tidligere forklaret, at han skrev og sendte den famøse e-mail af ren og skær kedsomhed. Det skete ved 13-tiden den 17. marts fra en computer i Ungdomshuset i den indre by i Odense, hvor han var kommet for at tjekke e-mail-beskeder.

Ordlyden var "Fogh er død, inden der fra dags dato er gået ni dage. Nej til krig. Århus". Mailen blev sendt til Venstres hovedkontor. Den unge mand blev anholdt og varetægtsfængslet et døgns tid senere, efter at politiet havde undersøgt bl.a. de elektroniske dataspor.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt