-
Den dårlige samvittighed vokser sig større og større hos Marlene Lübeck. Hver eneste måned må hun konstatere, at hun er i minus-timer på jobbet hos reklamebureauet Nørgaard Mikkelsen i Odense.
Hver dag skal den enlige mor skynde sig ud af døren og må lade arbejde være arbejde, for henne i børnehaven venter fire-årige Lukas, som skal hentes inden pædagogerne går hjem. Og det gør de tidligt, for åbningstiden i daginstitutionen er ikke særlig fleksibel. Klokken 16.30 bliver døren lukket - og om fredagen allerede klokken 14.30. Lukketider der bestemt ikke harmonerer med Marlene Lübecks job som projektleder på reklamebureauet.
\"Vores kunder rører først på sig fra klokken 9.30, og tit er der noget, man burde samle op på efter klokken 17. Men det kan jeg aldrig gøre, for jeg skal gå senest klokken 16.10 for at nå hen i børnehaven\", fortæller Marlene Lübeck, som ikke betragter sig selv som en karrierekvinde. Det har hun erkendt, at det kan hun ikke være med ansvaret for to mindre børn.
\"Det er ikke fordi, jeg bare vil tænke på mig selv og så kan nogle andre bare passe mine børn\", siger Marlene Lübeck med slet skjult harme i stemmen.
Skuffelsen over de pasningsmuligheder, Odense Kommune stiller til rådighed, er ikke til at tage fejl af.
Alene om det
Den 32-årige kvinde er alene med to sønner, hvoraf den ene er i børnehave, mens den anden tilbringer dagen i en skolefritidsordning (SFO). Og netop det faktum, at hun ikke lever sammen med børnenes far, gør hverdagen endnu sværere at få til at hænge sammen. Alt skal klares af hende selv, for der er ikke en ægtemand, som kan træde til når der opstår tilspidsede situationer på jobbet.
Børnenes far har de to drenge fem dage på en 14 dages periode hvoraf de to af dagene er hverdage, hvor børnene skal hentes i daginstitutionen. På de dage knokler Marlene Lübeck igennem så vidt, det er muligt. Men det er ikke altid, at arbejdsopgaverne kan skubbes frem til de perioder. For som projektleder er hun bindeled mellem reklamebureauets kunder og det kreative personale på bureauet. Hun er derfor nødt til at være på arbejde, når kunderne er der. Der er ikke en produktion, som kan planlægges efter daginstitutionernes åbningstider.
\"Jeg vil være villig til at betale lidt mere for at kunne få passet mine børn, når jeg er på arbejde. Men jeg ved nu ikke, om jeg synes, det er rimeligt, at jeg skal det\", siger Marlene Lübeck, som er ualmindelig glad for, at børnenes farmor har valgt at træde til og hjælpe med at få tingene til at falde på plads.
Helvede at have børnene med
En dag ugentligt er det nemlig farmor, der henter børnene og er sammen med dem, til Marlene Lübeck er færdig på sit arbejde.
\"Jeg har svært ved at nå det hele, hvis jeg ikke har én dag i ugen, hvor jeg kan strække mig arbejdsmæssigt. Det er simpelt hen hæsligt at skulle smide alt, hvad jeg har i hænderne klokken 16. Så jeg er nødt til at have hende til det. Og i og med jeg ikke betaler for det, så får jeg en følelse af taknemmelighedsgæld. Det ved jeg godt, jeg ikke skal have, men alligevel\", fortæller Marlene Lübeck, som også har gjort sig overvejelser om at hyre en barnepige. Men den løsning ligger ikke lige for, for økonomisk har hun ikke mulighed for det.
Derfor har hun også ind imellem været tvunget til at have børnene med på arbejde. For når reklamebureauet har deadline på en kampagne er det umuligt for hende at lade arbejde være arbejde og gå hjem klokken 16.
\"Det er et helvede!\"
Så kort kan Marlene Lübeck beskrive de situationer, hvor de to sønner har været nødt til at slå tiden ihjel på mors arbejde. Ungerne keder sig, og Marlene Lübeck stresser over det, fordi det er ganske utilfredsstillende at skulle arbejde professionelt samtidig med, at sønnerne skal aktiveres. Desuden er det også et irritationsmoment for kollegerne, da arbejdspladsen ikke er ment som et aktiveringstilbud for børn.
Nervøs for fyring
En netop overstået fyringsrunde på Marlene Lübecks arbejdsplads har også sat tanker i gang. For hun ved, at hun ikke har vist en masse overskud i sit arbejde. Det er stort set umuligt, når ungerne også skal hentes til tiden.
\"Jeg følte mig ikke sikker på noget som helst. Men heldigvis har jeg en chef, som ved, hvad det her handler om\", siger Marlene Lübeck.
Ved seneste lønforhandling blev den 32-årige kvinde enig med sin chef om en lønstigning på 0-kroner. Og hun tror ikke, der venter en ekstra vare i lønningsposen næste år.
\"Når vi skal have lønsamtale igen, har jeg ikke noget forhandlingsgrundlag\", konstaterer projektlederen, som altså må erkende, at de ufleksible åbningstider i daginstitutionerne kan få økonomiske konsekvenser for hende.
Faktisk så forstår hun som slet ikke den måde, byrådet i Odense har valgt at prioritere pasningsområdet på.
\"Hvis de har tænkt sig at få de veluddannede til at blive og stifte familie og få børn her i kommunen, så skal der også være mulighed for, at den service, der er, lever op til de behov, der er. De åbningstider, der er i institutionerne i dag, passer til folk med en bestemt type arbejde. Og er det så kun den type arbejdskraft, man vil have i byen\", spørger Marlene Lübeck forundret og konstaterer:
\"Hvis Odense Kommune vil have mig som skatteborger, så bør de også være indstillet på, hvad det er for brancher, der er her. Fleksibiliteten kunne godt være større\".
En glad mor er en god mor
Efter seks år på Nørgaard Mikkelsen Reklamebureau og en uddannelse inden for faget har Marlene Lübeck ikke den store lyst til at droppe sit job for at få hverdagen til at hænge bedre sammen.
\"Det kan jo ikke være meningen, at jeg skal gå ud og finde et andet job. Og det ved jeg da heller ikke, om jeg kan. Jeg har et job, jeg godt kan lide, og det betyder, jeg er glad. Hvis jeg skulle tage et andet tilfældigt job, så ville jeg ikke være glad. Og børnene har bedst af at have en glad mor\", siger Marlene Lübeck, som ofte diskuterer pasningsproblematikken med sine kolleger.
For hun er ikke den eneste, som har oplevet, hvor svært det er, at få arbejdslivet til at hænge sammen med daginstitutionernes åbningstider.
\"Det er jo et spørgsmål om at få samfundet til at hænge sammen. Hvis du trækker det helt ned på jorden, så handler det om, at vi bytter tjenester. Man kan ikke se på daginstitutionerne isoleret, for de er en del af samfundet. Som Odense Kommune ser på det, så ser de bare på daginstitutionerne - de ser ikke det holistiske billede\", mener Marlene Lübeck.