Tog-kaos: IC4-aflysninger fortsætter i mindst to uger endnu

DSB bøvler fortsat med at gennemgå IC4-togene for tekniske fejl. Det betyder flere aflysninger og ændringer. Regionaltogene på Vestfyn er aflyst og erstattet af togbusser.

De hårdt prøvede togpassagerer, der har været ramt af IC4-togenes fravær de seneste par dage, må væbne sig med tålmodighed.

DSB oplyser, at man bliver nødt til at fortsætte med at aflyse og ændre afgange helt frem til 26. marts.

Det skyldes, at samtlige 77 IC4-tog skal gennemgås for en mulig teknisk fejl, som har ramt enkelte togsæt den seneste tid.

Og muligvis kan der gå endnu længere tid med uregelmæssig drift, forklarer informationschef Tony Bispeskov fra DSB.

- Vi vil gerne give vores kunder en tidshorisont for, hvor længe det her står på. Og foreløbig må man regne med, at det varer de kommende 14 dage.

- Men det er vigtigt for os, at vi får arbejdet grundigt med det, så vi sikrer, at vi sætter IC4-tog ud, som fungerer fuldstændig, som de skal.

- Derfor vil der i hvert fald gå to uger med det arbejde, siger han.

Mere præcist betyder det, at regionaltogene på Vestfyn er aflyst og erstattet af togbusser.

Hverdagsforbindelserne i myldretiden mellem Fredericia og Aarhus og myldretidstogene mellem Kalundborg og København og Nykøbing Falster og København er aflyst.

Endelig er der også enkelte lyntogsafgange mellem landsdelene, der udgår.

Pumpe stoppede IC4-tog tirsdag

Det var en hydraulikpumpe, der rev sig løs på et IC4-tog tirsdag, der fik DSB til at tage alle IC4-togsættene ud af drift.

Samme fejl opstod i et lignende togsæt to uger forinden.

- Det må selvfølgelig ikke ske, og derfor skal vi have det undersøgt nærmere, ligesom vi skal finde ud af, hvilke afhjælpende foranstaltninger, der skal til for at få IC4-togene ud at køre igen, siger Tony Bispeskov.

DSB besluttede for nylig at tage de fejlbehæftede IC4-tog helt ud af produktionen i 2024. Der er dog brug for togene indtil da, primært i regionaltrafikken.

Oversigt

    Oversigt