I det fynske folks tjeneste

IC4-tog var 374 meter fra katastrofe

Havarikommissionen har endnu ikke klarlagt, hvorfor et IC4-tog ikke kunne bremse godt nok i november på Fyn.

Et IC4-tog brugte 800 meter længere på at bremse ned, end det burde, da det den 7. november var nær ved at gå galt ved Marslev på Fyn.

Lyntoget, som var fyldt med passagerer, buldrede frem for rødt lys og standsede blot 374 meter før, det bragede ind i et holdende godstog. Og det er ikke langt, når man taler om hastigheder op mod 180 kilometer i timen.

Oplysningerne kommer i en foreløbig redegørelse omkring hændelsen, som Havarikommissionen offentliggør fredag.

Hændelsen den 7. november fik efterfølgende DSB til at køre alle IC4-tog i garage, mens bremseproblemerne bliver undersøgt til bunds. For efter episoden kom det nemlig frem, at en anden lokofører havde oplevet et lignende bremsesvigt tre dage forinden.

Havarikommissionens undersøgelser viser, at IC4-toget Lyntog 47 brugte 2800 meter på at bremse ned fra en hastighed på 180 kilometer i timen, før det holdt helt stille. Sådan en nedbremsning bør normalt kunne klares på mindre end 2000 meter.

Kommissionen har efterfølgende undersøgt både tog og skinner og konstateret, at hverken fedtet føre i form af blade eller forurening på banelegemet umiddelbart kan forklare den alt for lange bremselængde.

Klokken 15:17:25 passerede toget et stopsignal. Først klokken 15:18:00 holdt toget stille. Lyntog 47 buldrede altså af sted i 35 sekunder efter at være køre over for rødt.

Nøjagtig 1 minut og 22 sekunder, inden toget holdt stille, havde man målt dets hastighed til 177 kilometer i timen.

Havarikommissionen har siden hændelsen foretaget flere test i håbet om at finde en forklaring på den alt for lange nedbremsning.

Kun i enkelte tilfælde er det lykkedes at genskabe en situation, som kunne minde om situationen den 7. november. Men det har krævet, at man har fedtet skinnerne ind i olie, hvilket ikke var tilfældet den dag på Fyn, som var så tæt på at blive skæbnesvanger.

Havarikommissionen fortsætter undersøgelserne af hændelsen og har blandt andet planlagt en række yderligere test.

DSB oplyser til Ritzau, at IC4-togene foreløbig skal holde stille, ind til Havarikommissionen er helt færdig med sine undersøgelser.

Ved du noget? Så send os et tip