Idéer om fremtiden: Elever leder efter det grønne Odense

340 elever og deres 30 lærere deltager i denne uge i en konkurrence, hvor de skal komme med ideer til Odenses udvikling.

Undervisningen er rykket fra klasselokalet og ud på gaden i denne uge for 16 odenseanske 8. klasser. De deltager i konkurrencen 'Vores By - Vores Løsninger'. En konkurrence, hvor eleverne skal komme med løsninger og bud på, hvordan byens udvikling kan se ud i fremtiden.

Eleverne vil i hele uge 36 befinde sig ved grønne områder, vandløb, fritidsarealer og mødesteder. Byrummene skal fungere som inspiration for eleverne, og fredag 9. september skal eleverne udvælge deres bedste projekt, som skal gå videre til finalen.

quote Det er afgørende for vores fremtid, at vi får skabt en by i balance, hvor der er plads til alle

Jane Jegind, by- og kulturrådmand

- Odense skal være byen, hvor generationer bor. Det er helt oplagt, at vi inddrager byens elever i Odenses fremtid, siger Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand i Odense Kommune.

Konkurrencen er kommet for at blive

Det er første år, at Odense inddrager eleverne i konkurrencen 'Vores By - Vores Løsninger', men Odense Kommune har planer om, at innovationsugen skal fortsætte de næste mange år. 

- Med 'Vores By - Vores Løsninger' har vi skabt gode rammer for at inddrage dem i vores opgaveløsning, og jeg tror, at vi får mange gode bud og idéer, som vi forhåbentlig kan gøre til virkelighed, forklarer by- og kulturrådmand i Odense Kommune, Jane Jegind. 

Finalen afholdes 16. september i Magasinet, hvor hver klasses bedste projekt og prototype fremvises for de andre klasser. Vinderklassen modtager en vandrepokal, en tur bag kulisserne i Odenses byomdannelse og en aften i byen med spisning og stand-up i Odense.

 

De fire konkrete udfordringer, som eleverne skal arbejde med 

 

Oversigt

    Oversigt