Ignorerede sexovergreb: Souschefens strafansvar er forældet

Hvis Jens Otto Dalhøj begik noget kriminelt ved ikke at viderebringe oplysninger om krænkelser på Stige Skole, vil hans strafansvar være forældet. Det vurderer advokaturchef.

Advokaturchef hos Fyns Anklagere mener ikke, at den afskedigede souschef på Stige Skole, Jens Otto Dalhøj, kan straffes for at have holdt på oplysninger om sexovergreb på flere af skolens piger. 

I december 2017 blev en 55-årig pædagogmedhjælper idømt halvandet års fængsel for at have forgrebet sig på 22 piger i alderen fem til ti år. De seksuelle krænkelser fandt sted på Stige Skoles sfo, i håndboldklubben, hvor manden var træner, og i mandens eget hjem.

Ifølge syv forældre vidste Jens Otto Dalhøj, at den dømte havde befamlet og kysset deres piger.

- De faktiske oplysninger kom frem under retssagen efter, at et eventuelt strafansvar var forældet, siger advokaturchef Jens Ole Pedersen. 

Han mener således, at Jens Otto Dalhøj ikke længere kan straffes, hvis han begik noget kriminelt ved at tie.

Advokaturchefen understreger, at anklagerne i Fyns Politi ikke har vurderet, om handlingen var strafbar. 

Endnu ingen anmeldelser

Torsdag havde advokaturchefen ikke modtaget nogen anmeldelse på Jens Otto Dalhøj.

- Vi har mig bekendt ikke modtaget nogen anmeldelse hverken fra Odense Kommune eller andre.

Odense Kommunes skolechef, Nikolaj Juul Jørgensen, fortalte TV 2/Fyn torsdag, at kommunen ikke vil anmelde den afskedigede souschef.

- Forud for retssagen er der foregået en langvarig politimæssig efterforskning, hvor mange af de samme oplysninger er kommet frem. Jeg har derfor tillid til, at Fyns Politi eller anklagemyndigheden ville have undersøgt det nærmere, hvis de havde haft mistanke om, at der er foregået noget strafbart.

Ifølge Fyens.dks oplysninger overvejer forældre på Stige Skole at anmelde sagen.

- Det er klart, at hvis vi får en anmeldelse, kigger vi på den og eventuelle nye oplysninger, siger Jens Ole Pedersen.

En sag om overgreb forældes typisk efter fem til ti år afhængigt af forbrydelsens størrelse. Jens Otto Dalhøj blev ifølge Odense Kommune gjort opmærksom på krænkelserne i 2001. 

Souschefen på Stige Skole Jens Otto Dalhøj er blevet indstillet til fyring af Odense Kommune, fordi han udlod at reagere i en meget omtalt sag om sexkrænkelser.

Oversigt

    Oversigt