I det fynske folks tjeneste

Ikea-ansatte får fyldt oven på jule-lønnen

En god stemning blandt de ansatte er en af årsagerne til, at Ikea i Odense har haft et godt år. De ansatte kan se frem til en bonus.

Medarbejderne både knokler og spreder god stemning i varehuset hver dag, siger varehus-chef Namik Catkafa. Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv og PR

Ifølge Ikeas årsberetning har den svenske møbelgigants varehus i Odense virket som en magnet på de handlende. Og ikke tidligere har varehusets ansatte skubbet så mange varer igennem butikken som i år.

Det betyder, at medarbejderne kan se frem til en bonus på 18 procent af en månedsløn. Hvor meget det er i kroner og ører, kommer an på den enkeltes løn og arbejdstimer.

En af årsagerne til succesen er, at de ansatte har arbejdet passioneret. Samtidig er det lykkedes at forbedre den såkaldte "kunderejse"; før, under og efter et besøg i varehuset, siger varehuschef Namik Catkafa og tilføjer:

- Derudover har vi haft stor succes med Klik & Hent-servicen, som vi var de første i Danmark til at lancere tilbage i februar. Den har uden tvivl bidraget til både vækst og større kundetilfredshed, og der er blevet købt alt fra servietter til køkkener via Klik & Hent, så vi ser en stor fremtid i den service.

Læs også Danmarks største Ikea er åben

Men det er ifølge en pressemeddelelse ikke kun kunderne, som har været positivt stemte. Også tilfredsheden blandt medarbejderne er steget. Således har Ikea Odense oplevet den største stigning i medarbejdertilfredsheden siden varehuset åbnede det nuværende varehus 4. november 2009.

- Medarbejderne både knokler og spreder god stemning i varehuset hver dag. De har virkelig ydet en ekstraordinær indsats og gjort vores varehus til en unik arbejdsplads, som jeg er meget stolt af. Derfor er det fuldt fortjent, at vi kan belønne alle med en bonus, siger Namik Catkafa.

Han er chef for cirka 350 medarbejdere på adressen på Ørbækvej, hvor omsætningen er vokset med 1,6 procent og antallet af besøgende er steget fra 1,7 millioner til 1,9 millioner i forhold til sidste periode.