I det fynske folks tjeneste

Ikea kæmper for ekspansion

Boligvarehuskæden Ikea frygter at blive sorteper, når fremtidens butiksstørrelser bliver fastlagt i en revideret planlov. Ikea i Odense er foreløbig bremset.

Planloven tager ikke hensyn til forretninger med pladskrævende varer, mener Ikea

Den danske planlov er for snærende, og gør det umuligt for Ikea at give kunderne rimelige forhold.

Det mener boligvarehuskæden, der dermed bakker op bag blandt andet Dansk Supermarked, der i flere år har kæmpet med butiksstørrelserne på Bilka og Føtex-butikker.

I Odense er et planlagt nyt Ikea-varehus ved Rosengaardscentret foreløbig bremset af miljøminister Connie Hedegaard (K), der i december gjorde indsigelse i sidste øjeblik. Ikea har i en snes år kun haft en lille såkaldt startbutik i Odense.

5000 kvadratmeter er alt for lidt for et Ikea-varehus - der er behov for 23.000 - 25.000 kvadratmeter, fastslår møbelkædens ekspansionschef Jette Jørgensen.

-Og besøger man vore varehuse i dag, vil jeg garantere for, at det ikke føles stort. En stor del af pladsen optages nemlig af lagerplads, restaurant og personalefaciliteter. Der er i planloven ikke tænkt på os, der sælger pladskrævende varer, siger Jette Jørgensen til Ritzau.