Ikke alle arbejder for Operation Dagsværk

Årets Operation Dagsværk støtter et uddannelsesprojekt i Peru. Men det er langt fra alle gymnasieelever, der melder sig under fanerne.

I dag trækker 20.000 unge i arbejdstøjet under Operation Dagsværk.

Gymnasieelever landet over arbejder som alt lige fra spindoktorer til rengøringsdamer for at hjælpe folk i nød. Årets Dagsværk støtter et uddannelsesprojekt i Peru.

I Svendborg er Lærke Baulund trukket i arbejdstøjet for kommunen - hun fejer blade.

- Det støtter en god sag, og jeg kan ikke rigtig se, hvorfor man ikke skal gøre det, siger hun.

Men der altså mange, der ikke gør det. Kun 450 ud af Svendborg Gymnasiums 1100 elever.

Som Svendborg flytter de fleste gymnasier dagens undervisning til andre dage. På den måde kan elever deltage i operationen, uden at gå glip af undervisningen.

Men hvis man ikke er med, har man stadig fri fra skole.

Ikke alle giver en hånd med

Og det er altså nogen, der udnytter.

I modsætning til Lærke Baulund har Lasse Hansen fra Sct. Knuds Gymnasium i Odense valgt at blive hjemme. Han er bagud med nogle af de mange afleveringer, gymnasieelever landet over bøvler med:

- Det er en mulighed for at få lavet nogle af alle de afleveringer, man er bagefter med, siger han.

Det er altså ikke ren slendrian, at Lasse Hansen ikke tager ud og arbejder for Peru - skriftlige afleveringer vejer bare tungere.

- Operation Dagsværk er helt klart en god idé. Det går jo til et godt formål, og hvis man lige vil pleje sin samvittighed er det en skide god idé. Og jeg synes helt klart, at man skal være med, hvis man har tid og overskud til det, siger Lasse Hansen.

6,5 millioner

Operation Dagsværk er de danske gymnasieelevers egen udviklings- og solidaritetsorganisation.

I 26 år har de danske elever arbejdet på Dagsværk-dagen for at give unge i verdens fattigste lande en uddannelse.

I år arbejder over 20.000 elever til fordel for et uddannelsesprojekt i regnskoven i Peru. Formålet er, at være med til at uddanne den oprindelige peruvianske befolkning, så de kan sætte fokus på deres problemer, og dermed opnå bedre levevilkår.

Sidste år blev der indsamlet 6,5 millioner kroner

Oversigt

    Oversigt