Ikke dårlig alligevel: HCA Skolen frikendt

Undervisningsministeren har trukket en omdiskuteret tilsynsrapport om skoler helt tilbage. En rapport, hvori HC Andersen Skolen i Odense blandt andet blev hængt ud.

Den 25. september 2012 offentliggjorde Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens sin seneste screening af de faglige resultater for alle folkeskoler, og navnene på de skoler, som er særligt fagligt udfordrede. Herunder HC Andersen Skolen.

Kun tre dage senere beklagede Christine Antorini, at der er fejl i beregningerne ved fire ud af de 17 skoler. På to af skolerne skyldes fejlen, at styrelsen ikke har medtaget overgangen til "Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov" (STU) i screeningen af overgangsfrekvenserne til ungdomsuddannelserne.

På de to andre skoler skyldes fejlen, at man efterfølgende har fundet ud af, at skolerne kun har haft specialklasser på 9. klassetrin.

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen gennemgik herefter datamaterialet for de resterende 13 skoler, der stadig er på listen, og fandt endnu flere fejl.

- Det er helt uacceptabelt, og jeg har derfor bedt Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen om at trække rapporten tilbage. Jeg beklager dybt, at skolerne og kommunerne er blevet hængt ud på denne her måde i medierne, og jeg har givet hver enkelt en undskyldning, siger hun.

Og nu skal det være helt slut med at kunne se lister over skoler under tilsyn, fastslår ministeren.

- Den slags offentliggørelser gavner tydeligvis ikke udviklingen af vores skoler. I stedet er det vigtigt, at der gøres en særlig indsats for fagligt udfordrede skoler, siger Christine Antorini.

Oversigt

    Oversigt