I det fynske folks tjeneste

Ikke julehjælp nok til alle

Dansk Folkehjælp uddeler søndag årets julehjælp. Rekordmange har søgt, men der er langt fra penge nok til alle.

Julen varer længe, og koster mange penge. Så mange, at rekord mange i år har spurgt Dansk Folkehjælp om hjælp.

Rekordmange har søgt om julehjælp hos velgørenhedsorganisationen.

På kontoret i Odense har lokalformand Kirsten Lindstrøm og de andre medarbejdere modtaget 243 ansøgninger. Over dobbelt så mange som sidste år.

Men flere ansøgninger betyder ikke nødvendigs flere penge at dele ud af, så der er langt fra julehjælp til alle.

- Vi giver julehjælp til 70 familier. Vi vil gerne give til alle, men vi jo være realistiske og sige, at der er ikke er penge nok. Så vi håber, at vi giver til dem, der har mest brug for det, siger Kirsten Lindstrøm.

Dansk Folkehjælps julehjælp består af tre gavekort på hver 500 kroner. Et til mad, et til en legetøjsbutik og et til en sportsbutik.

- Kunne man ikke gøre pakkerne mindre, så der var til flere?

- Det har jeg også tænkt på. Men det er ikke mig, der bestemmer det, det bliver bestemt centralt. Men det kan sagtens være, at vi ser på det næste år, fordi der simpelthen har været så mange ansøgere i år.

Flere kan få julehjælp

Odense-kontoret kan ikke hjælpe flere i år. Men der er en mulighed for, at flere familier på Fyn alligevel kan få julehjælp.

Hovedkontoret har en pose penge, der bliver fordelt på landsplan.

- Så jeg håber da, at der er flere fynske familier, der får på den måde, men det er jo ikke til at sige noget om, siger Kirsten Lindstrøm.

På landsplan regner organisationen med at uddele julehjælp til omkring 5.000 familier. Omkring 2.000 familier kan de ikke hjælpe.

Ved du noget? Så send os et tip