I det fynske folks tjeneste

Ikke spadestik ved Grimmerhus i denne omgang

Grimmerhus skal ud i en ny licitationsrunde, fordi de 60 millioner kroner til en ny tilbygning ikke rakte.

Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus skal ud i en ny licitation. Pengene rakte ikke til den planlagte tilbygning .

Bestyrelsen har erkendt, at de 60 millioner kroner man har til den plalagte ombygning ikke rækker.

Derfor har bestyrelsen besluttet, at Grimmerhus må ud i en ny licitationsrunde, fordi håndværkertilbuddene på opgaven langt oversteg budgettet.

-Det er stadig hensigten at opføre en udvidelse som den, der nu gennem godt et år er blevet projekteret, nemlig et underjordisk byggeri med en mindre pavillonlignende bygningsdel ud mod Lillebælt, siger museets bestyrelsesformand, Jan Horskjær, og fortsætter:

- Det er endnu for tidligt at sige, hvor lang tid, der går, før spaden stikkes i jorden, men det bliver ikke i maj måned i år, sådan som det var planlagt. Så snart vi har revideret tidsplanen, skal vi nok fortælle om det.

Museet er lige nu lukket og samlingerne sat på lager. Men man arbejder konstant med registreringen af museumssamlingen fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, som Grimmerhus modtog som gave.

Samtidig arbejder museet med planlægningen af åbningen af det nye museum, så det bliver en festlig begivenhed.

Ved du noget? Så send os et tip