I det fynske folks tjeneste

Ikon-borgmester får Løkke-hilsen og fynsk skolebesøg

01:49

Heldagsskolen ved Nyborg har fået fondsstøtte til at møde amerikansk mentor, borgmesteren i Elk Horn. Han er en ægte mønsterbryder.

En lille håndfuld elever fra Heldagsskolen i Skellerup ved Nyborg flyver i dag onsdag til Iowa på en helt speciel mission.

De skal besøge Elk Horns borgmester, Stan Jens, der er blevet deres personlige penneven.

Med i bagagen har de signerede billede-hilsener fra statsminister Lars Løkke og en videohilsen fra Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V), der har haft fornøjelsen af at hilse på Stan Jens i sommer, da han besøgte den lille østfynske skole.

Børnene på skolen er normalt begavede, men har på grund af sociale eller faglige forhold haft svært ved at tilpasse sig Folkeskolen.

Elk Horns borgmester Stan Jens, der kan se frem til en hilsen fra Lars Løkke, når han får besøg af en østfynsk skoleklasse.

 Og den situation kender Elk Horns borgmester kun alt for godt. Hans forældre blev skilt, da han var fire år, som 14-årig var han på kant med loven, og i skolen blev han mobbet, fordi han er tyk.

Byen Elk Horn og nabobyen Kimballton blev i 1870 grundlagt af Hans J. Jørgensen fra Ærø, og da DR-tv forrige år sendte dokumentaren om Elk Horns lille koloni af danske efterkommere i Iowa, der spiser æbleskiver og medisterpølse til morgenmad, som hvert år afholder Tivoli-fest, og som stadig betaler af på den mølle, de fik pillet ned i Nørre Snede og samlet igen i Elk Horn, var der 589.000 danskere der så med ved skærmen.

Efter programmerne ”Danmark på Prærien” blev det lille mini-Danmark overvældet af sympati-reaktioner fra moderlandet.

Stan Jens, borgmester i Elk Horn, fik tilsendt 150 opskrifter på leverpostej, som han døjede meget med at få til at lykkes i programmet, og som ikke engang hunden ville spise, og da udsendelse nummer to blev vist i marts i år, gik hans mobil død efter 1000 sms'er.

Og der blev føjet yderligere kultstatus til byen, da Brødrene Price i et af deres madprogrammer besøgte Elk Horn for at lave rigtig dansk julemad til indbyggerne.

Da klasselærer på Heldagsskolen Ulrik Ranum Nielsen havde set udsendelsen sammen med klassen, gav den anledning til en god debat om emigration og det at være dansk.

Klassen blev enig om, at man ville overraske Elk Horns borgmester med en pakke hjemmelavet julepynt, der kunne forskønne borgmesterkontoret og den danske vindmølle.

Siden har børn og borgmester været i hyppig kontakt med hinanden i en lukket Facebook-gruppe.

Alle emner er blevet vendt, lige fra isfiskeri til Stan Jens våbensamling og til mere personlige råd og samtaler.

Også Stan Jens søn, Cody, som er soldat ved ingeniørtropperne i Fort Hood i Texas har eleverne skrevet sammen med.

Så engelsk-kundskaberne er blevet væsentligt forbedret i det halve år, korrespondancen har fundet sted.

Stan Jens er faktisk blevet både mentor og en slags reservefar for eleverne, der er i 13-14 års alderen, og som nævnt besøgte han eleverne sidste sommer.

Heldagsskolens genvisit er kommet i stand ved hjælp af en donation på 45.000 kroner fra Den sociale Fond for Børn og Unge, der har støttet elevernes mønsterbryderprojekt.

I alt seks børn og tre voksne tager med på turen til Iowa, der varer i otte dage.

Elever og lærere er indkvarteret hos landsbyens beboere, og der er indlagt skolebesøg, deltagelse i Memorial Day og forberedelse af The Tivolifest, hvor eleverne skal stege æbleskiver og medisterpølse.

Eleverne skal dokumentere besøget med en video, som TV2Fyns seere selvfølgelig ikke skal snydes for, når eleverne vender hjem.

Ved du noget? Så send os et tip